forsøgsdyrenes værn

Alzheimer-forskning uden forsøgsdyr

To forskere på Karolinska Instituttet i Stockholm baserer deres forskning på Nobelpris-vindende forskning for at forstå, hvordan Alzheimers sygdom udvikler sig.
PET-skanning af en normal hjerne, til venstre, og en hjerne fra en Alzheimer patient.
PET-skanning af en normal hjerne, til venstre, og en hjerne fra en Alzheimer patient.

Ved forskning i kroniske smerter og i neurodegenerative sygdomme som Alzheimer anvendes der i stor udstrækning forsøgsdyr. Men udover at forsøgsdyrene udsættes for lidelse, så er dyreforsøgene også dårlige til at forudsige, hvad der vil ske i mennesker. Selv de cellemodeller, som anvendes i dag, har store mangler, og de er baseret på celler og væv fra slagtede dyr.

For at opnå en mere relevant model anvender de to svenske forskere, Anna Herland og Anna Falk, og deres forskerhold de såkaldte iPS-celler (læs mere om iPS-teknik og organ-on-a-chip). De tager vævsprøver fra voksne mennesker, og disse vævsceller omprogrammeres genetisk og omdannes til stamceller. Teknologien blev tildelt Nobelprisen i medicin i 2012.

Med hudprøver fra patienter med Alzheimers sygdom og fra raske mennesker skaber forskergruppen modelsystemer som gør, at man får en bedre forståelse af sygdommen. Ved at skabe modeller af både sundt og sygt humant væv får man nogle værktøjer som kan anvendes til i højere grad at få indblik i, hvorledes sygdommen udvikler sig, og det kan i sidste ende fremme udviklingen af lægemidler.

Du kan høre Anna Falk fortælle om denne forskning i det svenske program Vetandets verden hér.

Etisk Råd skriver om iPS-celler:

iPS-celler er en ny type stamceller, der har mulighed for at udvikle sig til stort set alle typer af kroppens celler, hvilket åbner op for mange nye muligheder inden for stamcelleforskningen. Man fremstiller en iPS-celle ved at omprogrammere eller ”nulstille” en almindelig kropscelle, og det kan f. eks. ske ved at indsætte specifikke gener eller RNA-molekyler i kropscellen.
Formålet med at fremstille iPS-celler til stamcelleforskning er, at blive i stand til at fremstille væv og organer og dermed komme den store mangel på organer til livs. Også sygdomme som diabetes og sygdomme i hjernen håber man på at kunne kurere ved hjælp af forskning i stamceller.
Det banebrydende ved iPS-cellerne er at de, ligesom embryonale stamceller, kan blive til alle celler i kroppen. Men fordi cellerne er frembragt ud fra en almindelig kropscelle og ikke taget fra et embryon, der potentielt kunne have udviklet sig til et foster, skaber det ikke i samme grad et etisk dilemma, som brugen af embryonale stamceller gør for nogle mennesker.