Pligtetik og nytteetik

Tom Regans pligtetik set i lyset af Peter Singers nytteetik

af Thomas Thomsen

Ud fra en umiddelbar betragtning kunne man godt tro, at folk, som tager dyreetik alvorligt, taler med én tunge, og for folk som mener, at mennesket er noget aldeles unikt, er dette naturligvis en bekvem forenkling. På den måde kan dyreetikerne samles under én hat som blødsødne galninge med store bankende hjerter, uanset at det de siger i virkeligheden ofte er temmelig forskelligt.

Efter min opfattelse er der i dyreværnskredse en tendens til, at man ikke altid gør sig helt klart, hvad det er for nogle principper, som ligger til grund for ens holdninger til dyr. Og det er synd, for derved vil dyreværnsfolkenes argumenter blive mindre sammenhængende og modsigelsesfri, og modstanderne vil bestyrkes i deres tro på, at argumenterne ikke kan holde i realiteternes verden.

Men noget andet er så, at det også internt kan føre til unødvendige diskussioner og kontroverser. Man kan f.eks. mene, at det altid er forkert at udføre forsøg på dyr. “Er du sikker på det?” spørger den anden, “hvad nu hvis det gavner virkeligt mange mennesker?”. “Jamen jeg synes alligevel, at det er forkert”, svarer den første. “Jamen hvorfor? “. “Jeg synes bare, at det er forkert”.

Sådanne diskussioner bliver man både træt af at høre på og deltage i, for man bliver ikke klogere af dem. Men hermed vil jeg på ingen måde antyde, at en mere principiel diskussion aldrig når et sådant dødt punkt, men jeg vil hævde, at det først vil ske på et senere tidspunkt, og at diskussionen så vil dreje sig om mere generelle spørgsmål om verdens indretning og livet som sådan.

51QZT7RRY7L, SingerInden for almindelig (menneske-) etik er der i dag to helt dominerende og konkurrerende retninger: nytteetik og pligtetik, som hidrører fra de to filosoffer Jeremy Bentham (1748-1832) hhv. Immanuel Kant (1724-1804). Ikke overraskende går denne spaltning igen i dyreetikken i skikkelse af de to nulevende filosoffer Peter Singer (nytteetik) og Tom Regan (pligtetik).

Peter Singer er nok kendt af mange, idet hans bog, Animal Liberation (1975), i mange år har været regnet for den hellige skrift inden for dyreværnsbevægelsen. Tom Regan er imidlertid mindre kendt, selvom hans bog, The Case for Animal Rights (1984), er den til dato mest gennemarbejdede og omfattende anvendelse af pligtetikken på dyr og i dag også har status af klassiker inden for bevægelsen.

Peter Singer og Tom Regan er naturligvis enige om, at dyr har krav på hensyn, fordi de er levende væsener. De vil derfor langt hen ad vejen have sammenfaldende synspunkter, men som vi skal se, er de alligevel uenige på afgørende punkter.

Nytteetik (Peter Singer)
For nytteetikeren gælder den simple regel, at man skal forsøge at gøre summen at alle individers nytte/lykke/livskvalitet så stor som muligt. Hvis vi vender tilbage til den fiktive diskussion om brug af forsøgsdyr, kunne man f.eks. sige, at det ville koste dyret 100 “nytteenheder” at blive gjort til genstand for forsøg, men at dette mere end opvejedes af, at 1000 mennesker hver ville få én ekstra nytteenhed. Netto ville regnestykket altså blive:
1 · (100) + 1000 · (+1) = +900

Da nettonytten er positiv, er det altså bedre at udføre forsøget end at lade være, idet det skaber en større sum af nytte blandt alle de 1001 individer. Man må så undersøge alle muligheder (vi antager, at de udelukker hinanden) for at se, om man kan komme over de +900, eller om det virkelig er et maksimum.

Det kan måske lyde som algebraisk hekseri uden praktiske anvendelsesmuligheder, men det er ikke desto mindre et faktum, at maksimeringstanken er uhyre udbredt. Den er dybt rodfæstet i økonomisk tankegang og vinder også terræn i forbindelse med prioriteringer inden for sundhedsvæsenet.

Nytteetikken er også kendt under den svært udtalelige fagterm “utilitarisme” (eng.: utility = nytte), og nytteetikken er desuden en så kaldt “konsekvensetik”, fordi en handling udelukkende vurderes på dens konsekvenser, således at handlingen ikke automatisk bliver god, hvis blot dens intention er det.

Pligtetik (Tom Regan)
For pligtetikeren er der imidlertid ikke mulighed for at “handle” med nytter på tværs af individer ved at opveje nogens tab med andres gevinst. For pligtetikeren er det væsentligt, at individer altid og ubetinget har rettigheder, og at vi har pligt til at hjælpe, hvis disse rettigheder krænkes eller trues. Rettighederne følger af pligtetikerens påstand om, at individet besidder såkaldt indre værdi; dvs. værdi i sig selv, uafhængigt at ydre forhold. Regans grundlæggende princip (som stammer fra Kant) er så, at man aldrig må opfatte et levende væsen udelukkende som et middel til andres tilfredsstillelse som om det kun havde værdi for andre (dvs. ydre værdi) for så respekterer man ikke individets iboende og umistelige indre værdi.

the-case-for-animal-rightsRegan illustrerer i The Case for Animal Rights dette med en kop-analogi. En kop er noget, man kan hælde noget i, og hvis vi som Regan mener, at dyr og mennesker har indre værdi, svarer det til, at koppen har en værdi i sig selv uafhængigt af, om dét vi hælder i koppen er sødt eller bittert. For nytteetikeren, derimod, er kun koppens indhold af betydning; selve koppen er en betydningsløs beholder.

Regan sondrer desuden mellem hvad han kalder moralske “agenter” og moralske “patienter”. De moralske “agenter” er mennesker som du og jeg, som kan handle i overensstemmelse med regler og stå til ansvar. Moralske “patienter” er typisk småbørn, senile, retarderede og dyr, og de er kendetegnet ved, at man mener de ikke kan handle moralsk. De kan derfor hverken være gode eller onde (heller ikke mod hinanden), og de er altid uskyldige.

Desuden tilføjer han et “frihedsprincip”, ifølge hvilket uskyldige kan tillades at skade andre uskyldige. Hvis nemlig alle involverede parter bliver behandlet med respekt, har ethvert uskyldigt individ ret til at forsøge at undgå at blive dårligere stillet, selv hvis dette går ud over andre uskyldige individer. Men læg stadig mærke til respekten; det er et centralt begreb for Regan.

Pligtetik er også hvad man kalder “sindelagsetik”, fordi den intention eller hensigt man har, når man udfører en handling, er det helt afgørende – uanset om konsekvenserne viser sig at være gode eller dårlige for de involverede.

Nytte- og pligtetik bliver også kombineret, som det f.eks. skete i Det Dyreetiske Råds udtalelse om dyreforsøg (22/9 1992), hvor der lægges megen vægt på, at et forsøg kun kan accepteres, hvis det må formodes at være til væsentlig gavn for mennesker eller dyr (nytteetik), men synspunktet suppleres dog med et slags retfærdighedsprincip eller mindstekrav om, at dyr aldrig må opleve stærk smerte eller anden form for intens lidelse (pligtetik). Altså er der tale om nytteetik under visse begrænsninger (eller alternativt formuleret: en pligtetik med ekstra muligheder).

Et levende væsen må aldrig opfattes udelukkende som et middel til andres tilfredsstillelse, som om det kun havde værdi for andre (dvs. ydre værdi), for så respekterer man ikke individets iboende og umistelige værdi.

Forsøgsdyr
Tom Regan vil altid og ubetinget være modstander af at bruge forsøgsdyr; også når det gælder forskning i sygdomme. Hvad det sidste angår er det, fordi forsøgsdyr bliver reduceret til at være mundskænke (dvs. midler) for os, og derved respekterer man ikke deres indre værdi. Vi mennesker overfører vores risiko på dyrene ved at afprøve et utestet præparat eller lignende på uskyldige forsøgsdyr, og det er uretfærdigt over for de sagesløse forsøgsdyr, uanset om de lider meget eller lidt, eller om det slet ikke lider, eller det dør.

Dyret har ingen som helst interesse i præparatet og har ikke meldt sig frivilligt og bør derfor lades i fred. Forsøg på dyr er forkert, ikke fordi forsøgene er upålidelige eller forudsigelige (det er mange at dem ifølge Regan), men fordi mennesket underkender forsøgsdyrenes fundamentale rettigheder ved at lade dem påtage sig vores risiko. Derfor er det også at sammenblande tingene, hvis man tager udgangspunkt i forsøgenes eventuelle upålidelighed og behandler det som et etisk spørgsmål i sig selv. For hermed bliver diskussionen forplumret og uigennemskuelig, og man når aldrig ind til den egentlige kerne: at dyreforsøg er forkerte, fordi dyrene ikke bliver behandlet med respekt.

Først efter at man har gjort dette klart, kan man hive videnskabelige indvendinger ud at ærmet og ryste modstanderen i hans tro, men det er en misforståelse at kalde noget sådant for et etisk argument; det er en påpegning af nogle oversete relevante fakta, men har intet med etik som sådan at gøre (og man appellerer jo netop også til menneskets egoisme og ikke til dets moral).

Man bør være modig nok til at præsentere sit synspunkt i dets simpleste, mest præcise og mest nøgne form uden at fristes til at fedte det ind i “og i øvrigt forresten så for det første, og i øvrigt så for det andet, og ikke at forglemme så for det tredje osv.”.

Peter Singer mener også, at de fleste dyreforsøg er urimelige, men det skyldes, at han mener, at forsøgenes nytteværdi ikke overstiger dyrenes lidelser. Han kan aldrig blive 100% modstander at dyreforsøg, for han ville altid blive nødt til at acceptere eksempler som det med det ene dyr og de 1000 mennesker ovenfor. Så i stedet for at sige at dyreforsøg altid er umoralske, påpeger han, hvor dobbeltmoralske vi i grunden er, når vi føler dyb væmmelse og rædsel ved tanken om at bruge retarderede eller lignende forsvarsløse individer til forsøg.

Et alvorligt problem ved nytteetikken er netop, at den ikke er i stand til at tilskrive svage grupper af enhver art ret til ikke at undertrykkes; nytteetikeren kunne i princippet godt gå ind for en meget ulige fordeling af goderne, givet at de privilegeredes samlede gevinst ved denne samfundsform oversteg de undertryktes samlede tab.

Landbrug og jagt/fiskeri
Som jeg ser det, er der både svaghed og styrke ved etisk argumentation. Der er den svaghed eller risiko, at man kommer langt væk fra realiteterne og får konstrueret sig teorier, som måske nok er smukke, men som er umulige at leve efter. Men på den anden side har etisk argumentation den styrke, at man tvinges til at gennemtænke sit synspunkt helt ud i hjørnerne, og at teorien i princippet bør være anvendelig på alle livets forhold. Derfor er de dyr, vi putter i munden naturligvis heller ikke undtaget diskussionen, for en etisk teori må underordne sig et krav om ikke at indeholde selvmodsigelser. Eller med et udbredt bonmot: “har man sagt A, må man også sige B”.

Tom Regan er modstander at en hver form for opdræt af dyr, som det finder sted under vore breddegrader – også hvis disse dyr har det rimeligt godt, indtil de slagtes. Det er fordi, han mener, at man ikke respekterer dyrets indre værdi, hvis man dræber det uden at være tvunget til det for at overleve. Hvis det derimod var tilfældet, at man kun kunne opnå de livsvigtige aminosyrer ved at spise dyr, ville vejen være banet for kødspisning også for Tom Regan, for ifølge frihedsprincippet har han ret til at kæmpe for sin egen overlevelse, også selv om det går ud over andre uskyldige.

bjørn1Peter Singer ser derimod sådan på det (i sit senere forfatterskab), at et drab kan retfærdiggøres, hvis der sørges for, at der kommer et nyt individ til verden, hvorved det hele går lige O-P op. Et sådant synspunkt er imidlertid for Regan det samme som at opfatte dyrene som en fornybar ressource bestemt alene for vores skyld, eller som erstattelige sansemodtagere uden værdi i sig selv (jvf. kop-analogien), og Regan bliver aldrig træt at igen og igen at gentage, at en sådan opfattelse er uforenelig med det at nære ægte respekt for et levende væsen.

Regan og Singer er begge vegetarer; Regan fordi han mener, at det er hans pligt at respektere dyrenes integritet og Singer fordi han mener, at menneskets gevinst ikke står i noget rimeligt forhold til dyrenes lidelser i landbruget af i dag.

Sportsjagt fordømmes af begge filosoffer. Regan ser det som unødvendige drab på uskyldige, og det kan han under ingen omstændigheder acceptere. Singer må nøjes med at sige, at jægerens fornøjelser ikke kan stå mål med dyrenes tab og lidelser ved at blive jaget.

Hvad angår den mere professionelle jagt, hvor jægerne påstår, at de gør dyrene en tjeneste ved at holde bestanden nede så de ikke dør at sult, er Regan og Singer imidlertid ikke længere enige. Regan mener ikke, at man kan spille Vorherre og skyde nogle af dem, for derved bliver disse ofre til rene og skære midler for at andre kan få det bedre, og så mistes respekten og den rette intention. Det ville svare til at udrydde hver anden stammelandsby i Afrika for komme hungersnøden til livs.
For Peter Singer er det derimod et åbent spørgsmål, om det kan tillades; det kommer igen an på dels jægernes glæde ved at jage og især om de dræbte dyrs tab overdøves af de “frelste” dyrs gevinst.

“Forsøg på dyr er forkert, ikke fordi forsøgene er upålidelige eller forudsigelige, men fordi mennesket underkender forsøgsdyrenes fundamentale rettigheder ved at lade dem påtage sig vores risiko.”

Kan Tom Regans bog anbefales?
Efter min mening er The Case for Animal Rights en særdeles god bog, som sammen med Peter Singers Animal Liberation må være et “must” for folk, som vil vide mere om dyr og etik (men også om etik i almindelighed). Men jeg vil ikke lægge skjul på, at The Case for Animal Rights kan være lang at komme igennem. Det skyldes, at Regan skriver i et lavmælt, indtrængende sprog, som næsten er blottet for følelsesudbrud, idet han virkelig bestræber sig på, at enhver skal kunne læse den; også hans modstandere. Det mener jeg er lykkedes.

Bogen er endog meget let forståelig, og tingene bliver gentaget mange gange og bliver forklaret på flere måder, og argumenterne gennemgås trinvist. Og han falder aldrig for fristelsen til at blive spydig eller besk; for ham er det altafgørende at overbevise ikke at overtale. Læs den og døm selv!

Tom Regan: The Case for Animal Rights,
Berkeley, University of California Press, 1984

Peter Singer: Animal Liberation, New York
Review Book, 1975

Læs andre boganmeldelser hér.

Hvorfor i det hele taget respektere dyr?

af Thomas Thomsen

I første del af min artikel præsenterede jeg to rivaliserende etiske principper (pligtetik hhv. nytteetik), som jeg tror det betaler sig at kende til, hvis man vil diskutere dyrs (og menneskers) livsvilkår. Disse principper, som stammer tilbage fra 1700-tallet, har de to nulevende filosoffer Tom Regan (pligtetik) og Peter Singer (nytteetik) haft succes med at anvende på dyr.

Da principperne er forskellige og i et vist omfang divergerende, siger Regan og Singer naturligvis også forskellige ting om, hvad vi kan tillade os og ikke tillade os, når det kommer til dyr. Men – og lad os holde fast i det – de to filosoffer er fuldstændig enige om, at dyrs velfærd er noget, som skal tages dybt alvorligt, og som ikke uden videre kan tilsidesættes med en hånlig bemærkning om, at “det jo bare er dyr”.

Der er altså forskelle i de etiske opfattelser – og der kastes også mudder mellem lejrene – men det er ikke noget, som gælder specielt for Regan og Singer eller dyreværnsbevægelserne for den sags skyld. Den gamle diskussion om valget mellem mange hofter eller et enkelt hjerte sætter sindene præcis lige så meget i kog i sundhedssektoren, idet nytteetikere taler for hofterne (de mange mindre forbedringer overdøver det ene store tab), mens pligtetikerne stemmer på hjertet (fordi man ikke kan “handle” med velfærd på tværs at individer og derfor må hjælpe den værst stillede).

Så det er ikke noget særegent for dyreværnsbevægelsen, at der er uenighed. Denne uenighed stikker dybt og lader sig ikke opløse ved et trylleslag, men det, som adskiller dyreværnsbevægelsen fra alle mulige andre uenige bevægelser er naturligvis, at dyreværnsfolk tager dyr alvorligt. Og i stedet for at diskutere, hvad man kan gøre mod dyrene – givet at de tages alvorligt på lige fod med menneskene – er det vigtigere at gøre sig klart og få præciseret som det første trin, hvorfor det er, at de bør tages alvorligt.

Regans og Singers principper siger en hel masse om, hvordan vi bør prioritere, når vi ikke kan gavne alle. Men hvad vil det egentlig sige at have det godt eller skidt? Og hvordan “måler” man dette hos f.eks. dyr, småbørn, senile, retarderede og andre mere eller mindre umælende skabninger?

Tidligere talte jeg om, at det er en fordel at udstille sin respekt for dyr og deres liv i al dens hudløse simpelhed, uagtet at det måske vil komme til at fremstå som den månesyges overfølsomme tvangstanker. En sådan eksponering kræver en god portion tillid til sig selv og sine tanker for at kunne stå mål med svedne grin og himmelvendte øjne, så lad os derfor prøve at kaste os ud i det og se på, hvad det er, som gør, at dyrs velfærd bør tages alvorligt.

Hvorfor tage dyrs velfærd alvorligt?
Spurgte man en biolog om, hvad et dyr er, ville man blive belært om DNA, celler, nerver, sanseorganer, formering, fødeindtagelse, fødsel og død. Spurgte man, hvad et pattedyr er, ville forklaringen blive endnu mere detaljeret og handle om bl.a. rygmarv og levendefødte unger.
Men er vi tilfredse med et sådant svar? Gives der ikke et simplere svar, som man ikke behøver at have gået i skole for at forstå?

Prøv at tænke på en hund. Hvis vi et øjeblik prøver at abstrahere fra al vores tilegnede viden om hundens karakteristika, så tror jeg, at det, der bliver tilbage, er det ganske banale, at vi kan føle med en hund. Når hunden piber hjerteskærende om morgenen og sender tryglende blikke, kan vi ikke ganske uberørte forlade den uden først at lufte den. Vi kan sagtens vælge at lade være med at lufte den, men hundens klynken har betydning for os; den er væsentlig og kan ikke uden videre slås hen, på samme måde som man ser stort på, at cykelkæden rasler og egentlig burde strammes op. Vi føler med denne hund (mere eller mindre, naturligvis, afhængigt af hvem vi er), og dens klynken hjemsøger os måske dagen igennem og kaster måske endda en skygge over den.

Idet vi betragter en hund (og den betragter os), har vi ualmindeligt svært ved blot at opfatte den som endnu en genstand blandt stole og borde og affaldsspande. Når vi sparker til affaldsspanden, giver den lyd fra sig, og ligeledes med hunden, men affaldsspanden sender os ikke et forurettet blik og trækker sig ikke knurrende tilbage.
Lad os derfor holde fast i hundens blik. Nogle vil synes, at blikket er ophøjet, andre at det er rørende, og endnu andre at det er dumt, men det ændrer ikke ved, at meget få vil påstå, at det ikke er et blik, på samme måde som at spædbarnets blik er et blik.

Men er det ikke en ualmindeligt subjektiv og udflydende definition på, hvad et dyr er; noget, som kaster sit blik på mig og som jeg kan føle med? Jo, indrømmet, definitionen er ikke krystalklar, men biologernes definitioner er på den anden side forførende firkantede og klare.

For er det mon sådan, at man i tidernes morgen først har givet sig til at undersøge verden, og så har fundet ud af, at en masse af genstandene ude i verden var fælles om f.eks. at have en rygrad? Og at man så derefter til sin overraskelse fandt ud af, at disse genstande i tilgift havde en evne til at give én en ubestemmelig følelse af fællesskab. Nej – naturligvis er det den anden vej rundt; blandt de levende væsener, som man ganske umiddelbart har opfattet som levende, har man bagefter fundet nogle fællestræk. Men ingen ville drømme om at kalde en stol for et dyr, bare fordi den har fire ben og en ryg, og derfor defineres et dyr heller ikke som noget firbenet med en ryg.

Man må her prøve at udsige det ganske banale, at man kan føle dyrets indre liv. Prøv at gå hen til en kat og stik ansigtet helt hen til dens. Så vil katten forsigtigt snuse til dit ansigt, og du kan mærke dens ånde, og hvis du er fortrolig med katten, vil den måske gnide kinden op ad din. Denne følelse af nærvær og knurhår og ømhed lader sig efter min mening ikke reducere til biologiske mekanismer eller kemiske processer, lige så lidt som spædbarnets nysgerrige betragten og trækken én i næsen.

Jeg er imidlertid godt klar over, at når man siger sådanne banale ting lige ud af posen, er der en stor fare for, at det bliver opfattet som en omgang kvalmende sentimental sødsuppe, som formentlig vil efterfølges af et forsvar for edelweissens krav på sin egen stat. “Så drikker du vel heller ikke alkohol?,” bliver man spurgt, “og skal jeg forresten ikke tænde et par røgelsespinde for dig?”.

Den biologiske venden begrebsdannelsen på hovedet genfinder vi, når talen falder på smerte og lidelse. F.eks. har man forsøgt sig med at måle stress hos husdyr ved at måle blodets koncentration af et bestemt stof. Men lad os nu sige, at man under en kvægtransport måler blodets koncentration. Det viser sig, at den er pænt under grænseværdien, og dyrene er derfor ikke stressede. At dyrene vender det hvide ud af øjnene og ruller med tungen er måske lidt underligt, men stress kan det jo ikke være, for man har jo lige taget sine blodprøver. Men på et eller andet tidspunkt må en eller anden have fastlagt grænseværdien, og hvordan har han gjort det? Simpelthen ved at finde et stresset dyr og måle koncentrationen.

Men hvordan finder han ud af, om et givet dyr er stresset? Ved at tage en blodprøve? Men han har jo ingen grænseværdi – det er jo netop den, som han er blevet sat til at finde. Så han må bruge sine øjne og ører og sunde fornuft og sige sig selv, at når dyret ser stresset ud, så er det stresset, basta. Man kan føle det. Og så er vi tilbage ved det subjektive og udflydende, men er nogen i tvivl om, at koen er stresset, når den ruller med øjnene og viser alle mulige andre tegn på desperation?

Ligegyldigt hvor mange udspekulerede måder der findes til at måle lidelse på, og ligegyldigt med hvor mange decimaler grænseværdierne kan angives, så ændrer det ikke ved, at en eller anden på et eller andet tidspunkt har brugt sin sunde fornuft og intuition og medfølelse til at konstatere, at dette eller hint dyr led eller var stresset.

Ligegyldigt hvad videnskabsmændene kan fortælle mig om rottens diminutive hjerne, inferiøre nervesystem eller hvad véd jeg, så véd jeg udmærket godt, at det er alt andet end et bevis for, at rotten føler mindre end f.eks. et menneske, for jeg kan se, at den er bange og lider, og det er nok for mig.

“Så ligegyldigt hvad videnskabsmændene kan fortælle mig om rottens diminutive hjerne, inferiøre nervesystem eller hvad véd jeg, så véd jeg udmærket godt, at det er alt andet end et bevis for, at rotten føler mindre end f.eks. et menneske, for jeg kan se, at den er bange og lider, og det er nok for mig.”

Ovenstående kunne nok forlede nogen til at tro, at jeg er videnskabsfjendsk og hellere vil sidde og flette tæer i min basisgruppe. Men jeg er ikke videnskabsfjendsk, for videnskaben kan hjælpe os med mange ting. Og den kan også sagtens gøre os klogere.

F.eks. er jeg ret sikker på, at en orm er levende, men jeg er mere usikker på, om den kan føle smerte. Det er fordi jeg ligner den så lidt, at jeg ikke rigtig kan indleve mig i dens verden, og her kan det måske give nogle indikationer at vide, om den har et nervesystem eller en form for hjerne. Men på den anden side; hvis jeg mødte et ukendt dyr, som jeg kunne føle med; som var nysgerrigt, sultent, trofast osv. – som vakte alle de samme følelser i mig som f.eks. et menneskebarn, så ville jeg se stort på, om videnskabsmændene fandt ud af, at dets organer bestod at papmaché eller grøn ost. Det ville snarere være et tegn på, at begrebet om et dyr trængte til en revision.

Når man bliver overdænget med videnskabelige fakta vedrørende dyrenes manglende sprog, intelligens, hjerne, følesans osv., så tror jeg, at det er en god idé – før man prøver at give igen af samme skuffe med andre fakta – ganske enkelt at gøre opmærksom på, at det i virkeligheden ikke spiller nogen synderlig rolle og tage opponenten med ud i naturen og lade ham føle dyrenes uomtvistelige indre liv. Eller – hvis han ikke vil – forklare ganske åbent og ærligt og uforlegent om, hvordan det føles at være sammen med et dyr, på samme måde som man ville prøve at overbevise racisten om, at asiater, jøder, sorte, gule og røde og alle mulige andre er rigtige mennesker med et lige så rigt og varieret følelsesliv som hans eget.

“Efter min mening tager man ikke dyr alvorligt som levende væsener på lige fod med én selv, hvis man er i stand til med sindsro at likvidere dem.”

Døden
Hvad døden angår, så dræber man heller ikke bare sådan uden videre, som om man blot slukkede for fjernsynet. Uanset hvad døden er eller ikke er, så fylder den os med vis ærefrygt for det ukendte, fordi vi er så usikre på, hvad den er.

Efter min mening tager man ikke dyr alvorligt som levende væsener på lige fod med én selv, hvis man er i stand til med sindsro at likvidere dem. Kender vi ikke dem, som uden at tænke over det sidder og tværer myrer ud på havebordet eller griber åndsfraværende ud efter ethvert insekt, der flyver forbi. Hvad skal det dog nytte? Hvor er respekten henne? Hvorfor kan insekterne ikke bare få lov til at leve deres eget liv? Og hvad bliver det næste monstro?

Men der er jo ingen, der griner af, at man synes, at drab på småbørn er oprørende og tragisk, uagtet at små børn ligesom dyrene ikke på samme måde som normale voksne mennesker lægger planer langt ud i frem tiden, men formentlig lever mere eller mindre i “nuet”. Men vover man at sige, at også dyrs død er tragisk, bliver man straks anklaget for at være overfølsom og blødsøden og ude at stand til at se virkeligheden i øjnene.

At drab på dyr ikke på samme måde oprører sindene er imidlertid ikke vanskeligt at forklare. For i andre tidsaldre har det været nødvendigt, at man var i stand til at slå dyr ihjel, hvis man ville overleve, men kan nogen med fast røst hævde, at det samme er tilfældet i dagens vesteuropæiske samfund? Efter min mening er det snarere traditionerne, som er ude af trit med virkeligheden; traditioner, som fortæller os, at det er “naturligt” at slå dyr ihjel, for sådan har man jo altid gjort.

Tom Regans synspunkt og argumenternes rette rækkefølge
Lad os sige, at man f.eks. som Tom Regan mener, at man under ingen omstændigheder kan bruge uskyldige dyr (eller mennesker for den sags skyld) til at gavne andre, fordi ofrene derved bliver gjort til rene og skære midler, eller som han ynder at sige: de bliver gjort til erstattelige sansemodtagere uden værdi i sig selv. Så er det jo ligegyldigt, hvor meget eller hvor lidt et dyreforsøg vil gavne menneskeheden, for dyret er uskyldigt og har ingen interesse i forsøget og kan ifølge ens principper under ingen omstændigheder ofres.

Hvis man er af ovenstående mening, tror jeg derfor ikke, at det virker så overbevisende at begynde en diskussion med at sige: “Jamen forsøgene virker jo alligevel ikke, de er alt for upålidelige, rotter ligner mennesker alt for lidt; se selv her, hvad professor NN lige har skrevet i det og det tidsskrift”.

På samme måde med vegetarianisme, for mener man, at det under alle omstændigheder krænker dyrenes fundamentale rettigheder at opdrætte dem med det ene formål at spise dem, hvorfor så ikke sige det ligeud som det er? Hvorfor i stedet lede diskussionen på vildspor ved at begynde at tale om usunde animalske fedtstoffer eller om sult og ressourcespild?

Man kan i stedet lade sådanne fakta være trumfkort, men glem ikke, at så snart de spilles ud, går man ind på opponentens præmisser – man begynder at tale hans sprog. Og det er i virkeligheden ikke nødvendigt. For hvis du mener, at dyrene har indre værdi og bør respekteres, så er du revnende ligeglad med, om kød er sundt eller usundt, eller om kødproduktionen er ressourcekrævende eller ej – for selv om kød var det sundeste der fandtes, og selv om kødproduktionen kun lagde beslag på mikroskopiske ressourcer, så ville det ikke ændre noget. Det er jo bare tilfældigheder, og tilfældigvis er det sådan, at overdreven kødspisning er usundt og at kødproduktion er et umådeligt ressourcespild. Men det kunne jo lige så godt have været omvendt.

Lad derfor argumenterne komme i den rette rækkefølge. Prøv at begynde med at forklare, at du ganske simpelt holder af dyr, fordi du kan føle med dem. Og hvis dette ikke leder nogen vegne eller er uforståeligt for diskussionspartneren, er det naturligvis en kæmpe gevinst at være inde i problemstillingernes mere videnskabelige aspekter. Dem er det også godt at kende, men det er ikke så godt, hvis man kun kender dem og ikke er i stand til eller har mod til at forklare og formidle, hvad man rent umiddelbart føler i forhold til dyr.

“Vover man at sige, at også dyrs død er tragisk, bliver man straks anklaget for at være overfølsom og blødsøden og ude af stand til at se virkeligheden i øjnene.”