”Den måske mest livsforandrende og frygtindgydende udvikling i kroniske sygdomme i de seneste årtier har været den stigende forekomst af og bevidsthed om demens. De forskellige demenssygdomme, især Alzheimers sygdom, har på verdensplan ødelagt millioner af liv. Man siger, at Alzheimer-patienter dør to gange. Først dør sindet, og senere dør kroppen. Sygdommen påvirker ikke kun patienter, men deres familier, omsorgspersoner og lokalsamfund.

Ikke desto mindre har årtier med dyreforsøg ikke formået at føre til væsentlige fremskridt inden for forebyggelse eller behandling af Alzheimer”. Det skrev professor Howard Fillit, videnskabelig chef for Alzheimers Drug Discovery Foundation, i 2017. 4 år senere er situationen den samme. 

Den mest grundlæggende videnskabelige forskning i Alzheimer har brugt dyr − overvejende mus (transgene, indavlede og vildtype), men også rotter og i mindre grad andre arter, såsom kaniner, hunde og ikke-menneskelige primater. Talrige genetiske mutationer er blevet forsøgt for at forsøge at eftergøre de patologiske ændringer i hjernen som ses hos Alzheimer-patienter, hvilket har medvirket til en selektiv avl og brug af mange transgene stammer af mus og rotter, der udtrykker disse mutationer ¹. Forskere søger således i dyreforsøg at eftergøre de genetiske og patologiske elementer i den menneskelige Alzheimer-tilstand. Resultater til gavn for mennesker er imidlertid få og små.

Virksomheder² som avler transgene dyrestammer til Alzheimer-forskning har imidlertid blomstret.

Tvivlsom klinisk relevans

De lægemidler der i øjeblikket er godkendt i relation til Alzheimer, giver meget små ændringer af tvivlsom klinisk relevans af kognitive og adfærdsmæssig karaktér − de har typisk mild indvirkning på symptomer hos kun et mindretal af patienterne, har ingen effekt på sygdommens fremadskriden eller dødelighed, mister ofte enhver effektivitet inden for nogle måneder og kan have alvorlige bivirkninger.

”Hvis man ser på Alzheimer-forskningen fra en etisk synsvinkel må man se på både brugen af dyr og om denne er til menneskelig gavn. Dyrene lider ved avl i fangenskab og den genetiske ændring de udsættes for, de lever under helt unaturlige forhold, de udsættes for håndtering, frygt og smertefulde procedurer − og dyr brugt i Alzheimer-forskning dør altid. Sygdommens menneskelige ofre gennemgår en skræmmende og invaliderende sygdomsproces, og dens ofre dør altid af eller med sygdommen”, siger professor Fillit og fortsætter: ”Den stædige fastholden i at forfølge en mislykket forskningsmodel, den tilbagevendende ’hype’ omkring lægemidler, der dog ikke kan påvirke Alzheimer eller dens følger, fremskridtene som konsekvent omtales som værende ’lige om hjørnet’ er de virkelige menneskelige konsekvenser”, slutter professoren.

Neurobiolog, George Perry, dekan ved College of Sciences ved University of Texas i San Antonio, opsummerer: ”Man har vidst i 15-20 år, at dyremodellerne ikke udviklede Alzheimers sygdom og ikke har kunnet forudsige terapeutisk behandlings effektivitet”. Denne fastlåste tankegang skal overvindes for at vinde terræn på Alzheimer-området og bør føre til ​​erstatning af dyreforsøg med menneske-relevante forskningsmetoder. Det er vejen frem.