Karen Blixen
Karen Blixen’s tanker om brugen af forsøgsdyr
Karen Blixen var én af de første herhjemme, som for alvor gik i brechen for forsøgsdyrene. I begyndelsen af 1950′erne gik bølgerne højt i hendes diskussioner med forskere, hvis argumenter og holdninger til forveksling ligner det, vi hører i dag. Karen Blixen advarede dengang mod, at vi ved vor dårlige behandling af dyrene skader os selv. Hun sagde bl.a.: “Man taler ikke imod forsøg på dyr alene ud fra hensynet til dyrene. Det drejer sig i lige så høj grad om hensynet til mennesket og dets værdighed. I sine egne øjne bliver den idealistiske videnskabsmand, der eksperimenterer med dyr, måske ikke forringet, men i mine øjne bliver han det”.
Det var hendes overbevisning, at hvis vi behandler dyrene respektløst nedgør vi os selv. Vi mister værdighed. Kan man som menneske have sin værdighed i behold, vel vidende, at en produktion af medicinproducerende klonede får og klonede kræftmus er i fuld gang? Kan vi være os selv bekendt? “Thi”, som Karen Blixen sagde, “vel er det en vigtig sag at bevare menneskeliv, men det er endnu vigtigere at gøre menneskeliv værd at bevare”.
I bogen “Blixeniana” fra 1982, udgivet af Karen Blixen Selskabet, er en stor del af bogen optaget af Karen Blixens syn på dyr til forsøg. Forfatteren Thorkild Bjørnvig skriver meget medrivende om den debat Karen Blixen kom ud i, da hun i april 1951 skrev et indlæg til en offentlig diskussion om smertevoldende dyreforsøg på Århus Universitet. Forinden havde Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig haft mange samtaler om dette emne og var på alle måder, omend med forskelligt udgangspunkt, enige. Desværre blev Karen Blixen syg på selve diskussionsaftenen, og istedet tog Thorkild Bjørnvig til Århus og læste indlægget op.
Det blev et indlæg, der vakte røre. De officielle indledere var pastor Tage Damgaard fra Esbjerg og professor Carl Krebs fra Århus Universitet, henholdsvis modstander og tilhænger af dyreforsøg (dengang brugte man ordet vivisektion). Det standpunkt Karen Blixen indtog vakte imidlertid mærkbar opsigt – vi vil bringe nogle eksempler herpå.
I bogen gør Thorkild Bjørnvig også rede for sine tanker om brugen af dyr til forsøg. Tanker der, som før nævnt, var stort set identiske med Karen Blixens.
I bogen “Medicinsk Etik” skriver dr. med.vet. Per Svendsen i afsnittet “Forsøg med dyr”:
“Det forvirrede øjensynligt videnskaben, at det i mindre grad var dyrenes lidelser, men derimod hensynet til den menneskelige værdighed og ære, Karen Blixen fokuserede på i sin kamp mod vivisektionen, og det forargede, at hun satte spørgsmål ved videnskabens absolutte frihed – også frihed fra kontrol.
I sin opposition mod dyreforsøg fremhævede Thorkild Bjørnvig, at forudsætningen for at udøve vivisektion var opfattelsen af mennesket som værende dyret uendeligt overlegent – opfattelsen at dyret som en maskine uden evnen til at tænke og føle.”
Thorkild Bjørnvig:
“Når det gælder synet på dyrene, findes der i ekstrem to grundforskellige mennesketyper: Den, for hvem dyrene ingen som helst rolle spiller, og som I grunden føler dem undværlige. Og den, som ikke kan forestille sig en tilværelse uden dyr, og som finder dem uundværlige. Her tænker jeg udtrykkeligt ikke på dyrene som objekter for udnyttelse, som anledning til underholdning eller som trofæer, men i deres uafhængighed og integritet, i deres rettigheder.”
Karen Blixen:
“Man taler ikke imod vivisektion alene ud fra hensyn til dyrene. Det drejer sig i mindst lige så høj grad, om hensynet til mennesket og dets værdighed. I sine egne øjne bliver den idealistiske videnskabsmand, der eksperimenterer med dyr, måske ikke forringet, men i mine øjne bliver han det.”
Thorkild Bjørnvig om Karen Blixens argumentation:
“Derefter kommer hun til det klassiske argument: ville en mor afslå at bruge et lægemiddel, tilvejebragt ved dyreforsøg, hvis det kunne redde hendes barn fra døden? Og nu drager hun igen en parallel: sæt det var et lægemiddel, tilvejebragt ved forsøg med jødiske børn i en koncentrationslejr? Ville hun så afslå det? Eller måske sige:’I Guds navn. Sket er sket – lad hellere de uskyldiges lidelser komme en uskyldig lidende tilgode?’ Og Karen Blixen konkluderer: ville det være et argument for at fortsætte med koncentrationslejr-forsøg?”
Til sidst i denne sekvens kommer hun ind på videnskabsmændenes forargelse over, at deres hæderlighed og ansvarsfølelse bliver draget i tvivl. ‘Tør I da Ikke tro os?’ lader hun dem sige. Og hun begrunder, hvorfor svaret må blive et nej:
‘Jeg har alt for ofte set, at dér, hvor den ene part i et forhold givetvis er fuldkommen retsløs, dér finder en forskydning i den anden parts retsbevidsthed sted, som uundgåeligt fører til overgreb imod den retsløse’.”
Karen Blixen:
“Vi gribes, når vi læser om børns lidelser, mere end når vi læser om de samme lidelser hos voksne. Dyrene er, givet i vore hænder, endnu mere værgeløse end børnene. Det er for vor værdigheds skyld, for vort gode navn i universet – for vor æres skyld, om De vil – at vi ikke må lade dem være retsløse. Thi vel er det en vigtig sag at bevare menneskeliv. Men det er endnu vigtigere at gøre menneskeliv værd at bevare”.
Thorkild Bjørnvig:
“Videnskaben idag beskæftiger sig kun med, hvorledes vi skal bevare og forlænge livet. Ikke med, hvorledes vi skal leve det. Og det sidste er dog det vigtigste. Hvad har vi med et skatkammer, hvortil vi ingen nøgle har? Hvad skal vi med et liv, som ingen mening har?
Af sit hjertes dyb må man anklage hele det livssyn og den samfundsorden, som gør vivisektionen nødvendig. Naturinkvisitionen.
Hvor videnskaben er ægte videnskab, som i sit udspring, vil den før eller senere beskæftige sig med sin magt, følgerne at den, og ansvaret for den. Og videnskaben er en vældig magt, den største åndelige og praktiske i dag. Overfor den formår ingen anden at stille noget op – og da må man bruge det gamle ord, som Goethe anvendte på det dæmoniske: Nemo contra deum nisi deus ipse. Omskrevet til at gælde videnskaben: ingen imod videnskaben andre end videnskaben selv.
Alt, hvad der lever, er helligt, siger William Blake! Og da må det tilføjes, at menneskelivet ikke er helligt og ukrænkeligt på alt andet levendes bekostning – men kun i sammenhæng med hele kosmos, med alt som lever, og da ikke sidst dyrene!”