Industri truer dyreliv
Medicinske produkter kræves testet for renhed. Dertil har man i mange år benyttet en test, som benævnes LAL. Den baserer sig på blod fra Dolkhalen, som indfanges, spændes fast og får en nål ført ind i hjertesækken, hvorfra der tappes ca. 30 % af dyrets blod. Det sker på trods af, at der findes godkendte, dyrefri metoder.
Vi ønsker alle sikker medicin,vacciner og medicinske produkter, og at de skal skal være fri for såkaldte endotoksiner, som bl.a. kan give feber eller blodforgiftning (sepsis). For at sikre dette har dyrefri tests været tilgængelige i mange år. Ikke desto mindre udføres der fortsat endotoksin-tests med blod fra dolkhaler (også kaldet hesteskokrabber). Omkring 600.000 af disse dyr fanges hvert år i parringssæsonen, når de går på land for at gyde. De stables derefter på lastbiler og transporteres til blodtapningsfabrikker, hvor op mod en tredjedel af deres blod tappes uden bedøvelse. Det anslås, at omkring 150.000dyr ikke overlever denne procedure.
Den biomedicinske industris udnyttelse af dolkhalen truer dyrearten, hvor den atlantiske dolkhale nu er opført som “vulnerable” (nærmer sig udryddelse) på The International Union for Conservation of Nature’s (IUCN) røde liste over truede arter og den asiatiske er opført som udryddelsestruet art.
Dolkhalens blå blod
Dyrene sælges til biomedicinske foretagender, som tapper dem for en vis mængde blod. Godt en liter blod kan indbringe omkring 15.000 $, så det er en yderst lukrativ forretning. Dyrene betaler en anden form for pris.
Dolkhaler bruger hæmocyanin til at transportere ilt i blodet. På grund af kobberet, der findes i hæmocyanin, er deres blod blåt. Blodet indeholder også amøbocytter, som spiller den samme rolle, som hvide blodlegemer gør i mennesket – nemlig til at forsvare kroppen mod infektioner fra virus, parasitter, svampe og bakterier. Amøbocytterne i blodet bruges til at fremstille test-præparatet Limulus Amebocytlysat (LAL), som bruges i medicinalindustrien.
Der findes dyrefri test
Komponenterne fra dolkhalernes blod kan fremstilles kunstigt i store mængder. En test, der eftergør egenskaberne i dolkhalernes blod, den såkaldte rFC-test, har været tilgængelig i omkring 25 år. Den giver mere præcise resultater, og ingen dyr skal lide eller dø. Der er sidenhen også godkendt en testprocedure, der anvender blodceller fra mennesker, MAT-testen. Den blev optaget i Den Europæiske Farmakopé* i 2010 og er dermed en godkendt metode. Cellerne føres sammen med teststoffet, og immuncellernes reaktion måles derefter. Denne test gør det muligt at påvise alle bakterier, der kan skade mennesker – også de, der ikke kan påvises med LAL-testen. Alligevel er testen med brug af dolkhaler ikke fjernet fra Farmakopéen! Det er på høje tid.
Dolkhalen er nærmest at betragte som en levende fossil, idet den er fundet i forsteninger som daterer sig 445 millioner år tilbage – hvilket er ca. 200 millioner år før dinosaurerne. Spørgsmålet er nu, om den vil overleve planetens største trussel: mennesket?
* En farmakopé er en samling af officielle standarder for farmaceutiske stoffer og lægemidler. Den indeholder anvisninger til de kvalitetskontroltest, der skal udføres.
Hvordan foregår fangsten?.
Når dolkhalerne i stort antal går ind på lavt vand, står fangere parat. Dyrene når ikke at parre sig eller lægge æg, men opsamles straks de når ind mod kysten. De samles på både, i kasser eller lægges direkte på ladet af biler. Derefter transporteres de til overnatning i lader eller udhuse inden de køres til opkøberne. I store haller er der opstillet udstyr, som er udformet til brug for blodtapningen. Dyrene skrubbes og renses i særlige opløsninger, inden de spules.
Så spændes de fast med remme i en særlig position, en kanyle stikkes ind i dyrets hjertesæk og fra denne drypper blodet nu ned i flasker, som er opstillet under kanylen. Flere af dyrene dør under den hårdhændede behandling med indfangning, transport, tid tilbragt uden for vandet, afrensning, kanyle-isætning og blodtab.
Alt har en pris
Når de er tappede for den ønskede mængde blod pakkes de i flere lag i åbne transportkasser, læsses på lastvogne og står der natten over. Næste dag køres de til en lokation langt fra indfangningsstedet, hvor de hældes ud. Sættes de tilbage samme sted, som man fangede dem, så risikerer man at indfange de samme dyr påny, og det vil være den visse død for dem igen at blive tappet.
Men alt dette har en pris. Den biomedicinske industris udnyttelse af dolkhalen truer dyrearten. Som et resultat af overhøstning til brug som mad, agn og biomedicinsk testning og på grund af tab af habitat er den amerikanske dolkhalen opført som ”vulnerable” (nærmer sig udryddelse), og den japanske dolkhale er klassificeret som truet på the International Union for Conservation of Nature (IUCNs) røde liste over truede arter.
Den japanske dolkhale, der lever i Asien, Tachypleus, er forsvundet fra strandene i Kina, Japan, Singapore, Taiwan og Hong Kong − steder hvor de tidligere trivedes og sås i stort antal. Hvis den biomedicinske industri fortsætter med at vokse, og dolkhalen forsvinder i Asien, så vil jagten på dem amerikanske population øges.
Den amerikanske myndighed på det marine område ASMFC, som står for regler på fiskeriområdet, kan give kvoter for det antal dolkhalen, som indfanges til brug for lokkemad til visse fisk. Men der eksisterer ingen kvoter for den biomedicinske industri. Den kan indfange så mange dyr den vil, fordi slutproduktet kan være ”til gavn for mennesker”.
Dyrenes skæbne
Ved indfangningen går man især efter hunnerne, som er 20-30% større end hannerne, og den største art, T. tridenratus, kan blive 79,5 cm lang og veje op til 4 kg. Jo større dolkhale, desto større mængde blod. Når man fjerner hunnerne i et meget stort antal, så formindskes arten i rasende fart, da de ikke får lagt æg. Undersøgelser viser, at de er så længe om at komme sig efter den meget barske håndtering, de store temperaturskift og ophold uden for vand, at en vis procentdel efterfølgende springer en æglægningsperiode over, eller producerer markant færre æg. Det medvirker også til det faldende antal. Det anslås endvidere, at dyrene er ca. 30 dage om at nå op på deres naturlige blodmængde. Tidligere anslog man, at ca. 15 % af dolkhalerne døde − enten under tapningen eller efter. Men nu mener man efter undersøgelser af de udsatte dyr, at det tal snarere er omkring 30%.
To amerikanske forskere med en indgående viden om disse dyr har set på den belastning dolkhalerne udsættes for ved at opholde sig 72 timer ude af vandet i blodtapnings-anlæg og containere, og de er bekymrede.
Når krabberne blodtappes – og holdes i tapningshallerne i lang tid – har de svært ved at genopbygge deres blodforsyning til kroppen, fordi deres hæmocyanin-niveauer forbliver lave, siger forskerne. Hæmocyanin er et protein, der ligner hæmoglobin, der transporterer ilt gennem kroppen. Dolkhalerne bliver anæmiske, og det sker bare ved at tage dem op af vandet, uanset om man tapper dem eller ej, selvom det tager endnu længere tid, hvis de er blevet tappet. Forskernes undersøgelser har vist, at selve det at være i fangenskab har en negativ effekt. Desuden har undersøgelser nu vist, at nålens placering ved hjertet forstyrrer dyrenes hjerterytme.
