Du kan hjælpe forsøgsmusene
Forsøgsdyrenes Værn og søsterorganisationer i 14 europæiske lande sætter påny fokus på botox-testning på mus.
DU kan gøre en forskel ved at sende en mail eller et brev til danske skønhedsklinikker, der udfører botox-behandling
*, hvor du opfordrer dem til at stoppe med at anvende de dyretestede produkter, og istedet anvende botox-præparater, der ikke testes på dyr.■ Se et forslag til et høfligt brev til de danske skønhedsklinikker.
■ Se listen over klinikker som reklamer med, at de anvender botulinum til at lamme ansigtsmuskler, så der dannes færre rynker.
Det kan nytte
Efter mange års pres fra europæiske forsøgsdyrsorganisationer og den europæiske befolkning har Allergan – som ejer varemærket Botox® – vist, at de har lyttet til protesterne, og firmaet har i 2011 færdigudviklet et alternativ til den grusomme muse-testmetode. Den ny celletestmetode har fået de amerikanske og europæiske myndigheders godkendelse.
Forsøgsdyrenes Værn opfordrer de øvrige selskaber, som fremstiller botulinumtoksin-produkter, herunder Merz Pharma, Ipsen og Eisai til at følge Allergans eksempel. Ipsen har meddelt, at de regner med, at de i slutningen af 2015 vil have en godkendt dyrefri testmetode parat, men indtil da vil hvert vareparti af Ipsens produkter Azzalure og Dysport fortsat blive testet på mus. Merz Pharmas produkter Xeomin og Botox Bocouture testes også fortsat på dyr, men også dette firma har bøjet sig for års pres fra bl.a. Forsøgsdyrenes Værn og har meddelt, at de også arbejder på en dyrefri metode.
Men det er nødvendigt, at firmaerne fortsat udsættes for et pres fra alle med respekt for dyr. Allergan har vist, at det ER muligt at teste botulinum-produkter uden brug af dyr. Nu må de øvrige producenter følge efter!
Tusindvis af forsøgsdyr hvert år
Botulinum er ét af verdens giftigste stoffer. Selvom det også anvendes til medicinske formål, er giften bedst kendt for sin kosmetiske brug til midlertidigt at reducere ansigtslinier og rynker. Det sker ved at lamme relevante ansigtsmuskler med indsprøjtning af nervegiften.
Men mange er fortsat ikke klar over, at hundredetusinder af mus verden over påføres store lidelser i testningen af dette stof.
Musene udsættes for den kontroversielle LD50-giftighedstest. Grupper af mus får indsprøjtninger i bughulen med forskellige doser af butulinum-toksin for at finde den dosis, som dræber halvdelen af dyrene. Dette indebærer forfærdelige lidelser for dyrene. De kvæles langsomt, idet bl.a. musklerne der styrer åndedrættet efterhånden lammes.
Se filmoptagelser fra botulinumtestning.
* Bemærk, at Botox® er oprindeligt et varemærke, der er registreret af Allergan, som i den løbende produkttestning af deres botox-præparater nu er gået over til en dyrefri metode. Betegnelsen botox er dog i medier og i befolkningen blevet en fællesbetegnelse for den gruppe af botulinum-produkter, som hovedsageligt anvendes til rynkebehandling.