Dansk medicinalindustris dyreforsøg i udlandet
Fra et dyreværnsmæssigt synspunkt, så er det rystende, hvad dyr udsættes for i såkaldt regulatorisk testning af et potentielt lægemiddel, inden det kan komme på markedet. Blandt andet udføres LD50-testen. Her indgiver man på forskellige måder en stigende dosis af et middel og noterer så den mængde af et stof, der er dødelig for 50% af en gruppe dyr. Man bruger en ny gruppe for hver dosis. Også de dosisgrupper der ikke dør gennemgår selvfølgelig lidelser p.g.a. stigende forgiftning.
Advarsler, der står anført på indlægssedler i medicinpakninger, er baseret bl.a. på dyreforsøg.
Vi kritiserer, at
• de myndigheder der fastlægger hvilke afprøvninger lægemidler skal gennemgå, sidder fast i en tro på, at testning i dyr giver et realistisk billede af virkninger i mennesker.
• afprøvningerne sker i en helt anden art og det er indlysende, at virkninger i dyr kan falde meget anderledes ud end virkninger i mennesker
• at en meget stor procentdel (op til 98%) af dyretestede, potentielle lægemidler kasseres, fordi virkningen ved afprøvning i mennesker udebliver eller giver uventede resultater. Midler, kasseret på baggrund af dyreforsøg, kunne måske være kommet mennesker til gode, hvis man havde benyttet menneskerelevante testmetoder.
• forsøgsdyrene lever i et helt unaturligt, sterilt og meget stressende miljø og at det selvfølgelig påvirker resultaterne: stress påvirker kroppens funktioner.
• man ikke fra officiel side har satset massivt på og prioriteret udviklingen af menneskerelevante testmetoder så dyrene spares for store lidelser.
Her bringer vi nogle få eksempler på, hvad dyrene udsættes for ved testning af lægemidler. Alle forsøgene er udført på vegne af danske medicinalfirmaer. Flere dyrearter indgår: marsvin, hunde, mus, aber, kaniner, rotter, katte og minigrise. Alle er de hvirveldyr, som hører under den samme lovgivning.
Forkortelser der kan forekomme i teksten herunder:
MRHD= Maksimal anbefalet menneskelig dosis.
NOAEL= niveau uden observerbare skadelige effekter.
Oral indgivelse = dyret får en sonde tvunget ned gennem halsen og stoffet sprøjtes direkte ned i mavesækken.
Eksempel A. Flere grupper af hunde, mus og kaniner
Præparat 1a. :"Dyrene blev markant sederede, og der blev set krampeanfald før døden".Præparat 1b.:" Markant sedering blev set en time efter dosering og varede i flere dage. I denne periode spiste eller drak dyrene ikke; de døde af sult og dehydrering".Præparat 1c.:"Kliniske tegn og død blev også registreret i 7 dage efter dosering. Sløvhed forekom først 24 timer efter dosering. Dyrene var i stand til at spise og drikke, og derfor var dødeligheden med præparat 1c lavere i løbet af de 7 dage, på trods af de betydeligt højere doser sammenlignet med præparat 1b". Kronisk toksicitet: Hos dyrene forårsagede de høje doser at de ikke kunne bevæge sig på grund af sedering og apati. Reproduktion og teratologi: "Den kliniske betydning af disse fund er uklar, og det er muligt, at effekten på ungerne skyldtes forsømmelse fra de hunner, der blev udsat for doser af medikamentet, hvilket forårsagede bivirkninger fra det giftige stof og at hunnerne var for syge til at tage sig af ungerne". "Aborter forekom i alle grupper".
Eksempel B. Flere grupper af hunde og mus
"Der blev også set en vis dødelighed i dosisområdet 400-600 mg/kg, hvilket indikerer en meget flad dosis-responskurve med hensyn til dødelighed. Tegn på giftighed var sedation og rystelser, mens kramper forekom ved doser tæt på eller over den værdi, hvor dyrene døde”."Kramper, arytmi og død hos dyrene. Giftighedsstudier hos dyrene viste, at administration af medikament Y førte til fatale (dødelige) hjerterytme-forstyrrelser”."Intravenøs indgivelse af medikamentet i en dosis på 20 mg/kg førte til kramper”. “Kramper og død forekom også, når plasmaniveauerne af medikamentet oversteg 1950 mg/ml efter oral indgivelse”.“Da medikament Y, 20 mg/kg. og medikament Y1 i en styrke af 5 mg/kg, blev infunderet (indgivet) samtidigt (i nærvær af et middel mod hjerteproblemer for at forhindre kramper), døde 5 ud af 9 hunde på grund af ventrikelflimmer”.“Udover adfærdsmæssige og funktionelle karakteristika ved overdrevet 5-HT-stimulering (serotonin) (f.eks. hyperaktivitet, tremor (krampetrækninger), halestivhed, udvidede pupiller, reduceret fødeindtag og reduceret vægtøgning) er der påvist to behandlingsrelaterede fund hos medikamentet nemlig fedtinfiltration i leveren og lipidose (vakuolisering af lymfocytter).” "Incidensen var højere hos hunner, men flere hunner end hanner overlevede undersøgelsen." "Når hunnerne blev behandlet med medikament Y (4,8, 12,8 eller 32 mg/kg/dag) fra sen drægtighedsperiode til fravænning, observeredes øget dødelighed hos ungerne i løbet af de første 4 dage efter fødslen og vedvarende væksthæmning hos ungerne ved den højeste dosis."
Eksempel C. Grupper af cynomolgus-aber (hanner og hunner)
På tværs af giftighedsstudierne blev der observeret farmakologisk medieret (skyldes det præparat man indgiver) dannelse af blodpropper i lunger, hjerte og andre organer hos dyrene ved højere doser (≥1 mg/kg/dag).
Eksempel D. Grupper af albinomus. Hudkræftstudie.
Albino hårløse mus blev gentagne gange udsat for både ultraviolet stråling (UVR) og det produkt man ønskede at teste – i alt 40 uger ved de samme dosisniveauer som i studiet af medikamentet. Der sås en reduktion i den tid, det tager for UVR-lys at inducere (fremkalde) dannelsen af hudtumorer (statistisk signifikant kun hos hanner), hvilket tyder på, at medikamentet kan forstærke effekten af UVR til at inducere hudtsvulster. Den kliniske relevans (for mennesker) af disse fund er ukendt.
Eksempel E. Flere grupper af cynomolgus-aber og kaniner
Drægtige hunaber fik indsprøjtet medikamentet under huden i en styrke, som er 27 gange den dosis mennesker vil få. Serumkoncentrationer hos abeunger og hos kaninfostre indikerede betydelig passage (af medikamentet) fra moder til foster ved drægtighedens afslutning.I en tolerancetest hos kaniner, hvor midlet blev påført huden på et afgrænset område, blev der observeret moderat til svær væskeansamling efter en indsprøjtning under huden.
Eksempel F. Flere grupper af cynomolgus-aber, rotter, hunde og kaniner
I studier af toksicitet ved gentagne doser udført på cynomolgusaber ved orale doser på 0, 1, 3 og 30 mg/kg/dag i 13 og 39 uger var NOAEL 1 mg/kg (5 gange MRHD) for begge køn. Ved doser = 3 mg/kg udviste dyrene CNS-depression, fald i blodtrykket, fald i leukocytter og reticulocytter samt stigninger i kolesterol og fosfolipider i blodet. De væsentligste histopatologiske fund svarede til dødsrelateret gastrointestinal blødning og mavesår ved 30 mg/kg. Præparatet forårsagede et fald i kropstemperaturen i studier af toksicitet ved gentagne doser ved doser = 30 mg/kg hos rotter, aber og hunde. I studier af toksicitet ved gentagne doser udført på cynomolgusaber ved orale doser på 0, 1, 3 og 30 mg/kg/dag i 13 og 39 uger var NOAEL 1 mg/kg (5 gange MRHD) for begge køn.
Toksicitet ved gentagne doser hos unge rotter:
I et studie af toksicitet ved gentagne doser udført på unge rotter med orale doser på 0, 3, 10 og 20 mg/kg/dag i 8 uger var NOAEL <3 mg/kg (7 gange MRHD på mg/m2 basis) hos begge køn. Ved doser = 10 mg/kg udviste dyrene CNS-depression, hypoaktivitet (det modsatte af hyperaktivitet) samt stigninger i blodglobuliner og fosfolipider. Fald i kropsvægt, forsinket pubertet og gynækomasti blev også observeret ved afslutningen af administrationsperioden sammenlignet med kontrolgruppen.I et studie af toksicitet ved gentagne doser udført på unge beagle-hunde med orale doser på 0, 1, 3 og 30 mg/kg/dag i 26 uger var NOAEL <3 mg/kg (24 gange MRHD) hos begge køn. Ved 30 mg/kg udviste dyrene CNS-depression, hypoaktivitet, nedsat respirationshastighed, lavere blodtryk og fald i reticulocytter, samt stigninger i kolesterol og fosfolipider i blodet. Væsentlige histopatologiske fund svarede til forstørrelse af binyrerne og leveren ved 30 mg/kg.
Eksempel G. Grupper af cynomolgusaber og hunde.
”Ved den højeste dosis var effekten kumulativ og resulterede i betydelig toksicitet og moribunditet (dyrene er døende) over 2 behandlingscyklusser, og ingen dyr fortsatte til den tredje cyklus”.
Scan koden med din mobiltelefon
