Miniorgan-model af menneskets immunforsvar
Immunolog og akademisk medarbejder Mustafa Ghanizada, Institut for Immunologi og Mikrobiologi, Københavns Universitet, har modtaget støtte til ovenstående projekt, som løber over 3 år. Han fortæller:
Mus har i årtier været det foretrukne forsøgsdyr, når immunologer har udviklet eksperimentelle systemer for sygdomme, f.eks. infektioner i mennesket. Menneskets immunsystem er anderledes og mere komplekst end musens immunsystem. Forsøgsdyr er blevet ofre i jagten på en forståelse af mennesket. Der er dog en stigende erkendelse af behovet for at kunne analysere menneskets immunsystem, hvorfor et alternativ til forsøgsdyr er nødvendigt. Vores projekt vil etablere et modelsystem af menneskets immunsystem, som fokuserer på de såkaldte ”mandel-organoider” (mini-organer). Mandlen sidder bagerst i ganen, hvor den, som en del af immunsystemet, beskytter kroppen mod infektioner i mundhulen og luftvejene. I tilfælde af sådanne infektioner kan mandlerne svulme op, hvilket kan resultere en operation, hvor mandlerne fjernes. Dette sker ganske hyppigt på hospitaler.
Mandelceller som miniorgan
Hvis man findeler en mandel og dyrker cellerne i laboratoriet, så reorganiserer cellerne sig og genskaber de strukturer, som karakteriserer mandlen. Immunsystemets rolle er at beskytte kroppen mod infektioner med fremmede mikrober (vira, bakterier, svampe og parasitter), som prøver at skade kroppen. Hos nogle mennesker sker der en fejl i immunsystemet, så det begynder at angribe kroppen selv i stedet for mikroberne. Disse individer udvikler såkaldte autoimmune sygdomme, som f.eks. type 1 diabetes, leddegigt og kronisk inflammatorisk tarmsygdom. Det er forsat et mysterium, hvorfor immunsystemet fejler og angriber kroppens egne celler. Forskning med forsøgsdyr har ikke løst dette problem. Vores projekt vil bruge mandel-organoider kombineret med avanceret genmanipulationsteknologi for at undersøge de fejl i immunsystemet, som udløser autoimmune sygdomme. Vi vil manipulere gener, som vi véd har en vigtig funktion i immunsystemet og derved undersøge om fejl i disse kan være årsagen til sygdomsudvikling. Immunsystemet er meget komplekst, men mini-organer tillader os at forske i mennesket uden brug af forsøgsdyr eller udføre risikable forsøg på levende personer. Vi forventer at finde de mekanismer i menneskets immunsystem, som er afgørende for udviklingen af autoimmune sygdomme og potentielt opdage nye behandlingsmetoder.