Forsøgsdyrenes Værn afholdt den 29. oktober 2019 et seminar med titlen
New Visions in Science
hvor fem talere holdt nogle meget spændende indlæg.
Alternatives and the Law
Rosemary Goddard Svendsen
Hun indledte med at skitsere, hvilke krav EU-direktivet stiller til
1) implementering af dyrefri metoder,
2) beskyttelse af forsøgsdyr
3) Rådet for Dyreforsøg, virksomhederne og institutionerne, hvor forsøgene udføres, samt
4) til den enkelte forsker.
Regeringen skal støtte udvikling og fremme af alternative metoder. Rådet for Dyreforsøg skal kræve en redegørelse fra en ansøger om, hvorledes personen har tænkt sig at implementere kravet om at benytte dyrefri metoder i hans/hendes planlagte forsøg. Forsøgssteder skal hjælpe medarbejderne til at opfylde lovens krav om dyrefri metoder – herunder at sørge for, at information om ny viden videreformidles til forskere og dyreforsøgsteknikere.

Under besvarelse af spørgsmål fra salen forklarede R. G. Svendsen bl.a., hvordan EU kontrollerer om Direktivet er korrekt gengivet i national ret, samt hvad der sker, når der findes fejl og mangler.
Human precision-cut tissue slices: a unique translational disease model
Rick Mutsaers, Ph.d., Aarhus Universitet

Machine Learning-based big data expression analysis - Closing the gap towards personalized medicine and pushing away from animal models
Ph. D. Kenneth Kastaniegaard, Biogenity
Stort set alt, hvad vi gør, resulterer i et dataspor, og mængden af data vokser så eksplosivt, at verdens samlede mængde data fordobles hvert tredje år. Denne enorme mængde data kaldes Big data og de indebærer nye muligheder for bl.a. analyse. Der er et stort behov for Big Data-analyse i medicinalindustrien.
Når man udvikler ny medicin, er Big Data-analyse af gen- og proteinudtryk meget værdifuld, da det kan øge succesraten og dermed spare virksomheder millioner af kroner i lægemiddelforsøg og derved dyreforsøg.
Traditionelt kræver en Big Data-analyse inden for disse typer af data en biostatistiker til at udføre det manuelle og tidskrævende arbejde. Derfor ligger den type analyse i en prisklasse, som kun store farmaceutiske virksomheder har råd til.
Biogenitys teknologi er baseret på kunstig intelligens og mindsker det manuelle arbejde i Big Data-analyse ved brug af maskinlæring. Teknologien vil dermed reducere tid og omkostninger og gøre Big Data-analyse tilgængelig for små og mellemstore virksomheder.
Animal derived antibodies: Time for change
Dr Alison Gray, Afabillity, Nottingham University

Europæisk ekspertgruppe siger nej til antistoffer fremstillet i dyr
Dr Gray fortalte, at EURL-ECVAM* snart vil komme med en rapport og udtalelse om dyrefri antistofproduktion. Rapporten er udarbejdet af en videnskabelig ekspertgruppe, hvor bl.a. Dr Gray var medlem. Samtidig har USA oprettet et arbejdsprogram om antistoffer, og der er kontakt mellem EURL-ECVAM og det amerikanske program, idet internationalt samarbejde er særdeles vigtigt i løsningen af problemerne. Dr Gray forklarede, at det vil være nødvendigt at der etableres eksperttræning og rådgivningsmuligheder for at hjælpe virksomheder og institutioner til at gå over til anvendelse og produktion af dyrefri antistoffer, og at vejledning fra EU kunne hjælpe dyreforsøgsmyndighederne med at behandle ansøgninger om antistofudvikling.
* Det europæiske reference-laboratorium for alternativer til dyreforsøg
Sequence defined non-animal-derived antibodies
Professor Stefan Dübel, Technische Universität Braunschweig
Professor Dübel fortalte i sit indlæg, at der i dag findes tre typer antistoffer på markedet: a) polyklonale antistoffer, som udvindes af dyrets blod og er billige at producere inden for få uger, b) monoklonale antistoffer, som typisk udvikles i dyrets milt, er ti gange dyrere og tager flere måneder at producere.
Polyklonale antistoffer har altid et blandet indhold, og monoklonale antistoffer, som det er meningen skal rette sig mod et specifikt mål, binder sig ofte til noget helt andet. Begge typer er udefinerede og ikke mulige nøjagtigt at reproducere i modsætning til c) rekombinante antistoffer. Rekombinante antistoffer har den højeste kvalitet og har flere fordele. De kan udvikles uden brug af dyr − enten fra menneskeblod eller fra syntetiske gener. Da antistoffets sekvens er defineret og kendt, kan det altid gendannes i dets oprindelige form. Rekombinante antistoffer er derfor altid fuldt reproducerbare. De kan produceres i løbet af nogle uger, og man kan bearbejde dem, så de binder endnu mere præcist til målet.
Fremsynede udenlandske firmaer bruger dyrefri antistoffer
Dyrefri rekombinante antistoffer udviklet fra phage display-systemer er den mest anvendte antistoftype til produkter, der kræver den højeste antistofkvalitet, nemlig terapeutiske produkter til behandling af sygdomme. Store virksomheder som Eli Lilly, GSK, Novartis, Astra Zeneca, Roche, Janssen og Merck anvender dyrefri rekombinante antistoffer i terapeutiske produkter til behandling af kræft, lupus, miltbrand, astma, blødende tyktarmsbetændelse m.fl.. Dyrefri rekombinante antistoffer anvendes også i diagnostisk testudstyr, men det er bare ikke noget, der annonceres med på emballagen.
Professor Dübel tilføjede, at tilgængelighed af dyrefri rekombinante antistoffer længe var noget begrænsede for den almindelige forsker, men i dag sælges de af flere kommercielle virksomheder, eksempelvis den store antistofproducent Abcam og andre som Absolute Antibody, Abcalis og AdipoGen der alle annoncerer med, at de forhandler dyrefri antistoffer.
Konservatisme og misforståelser bag brugen af dyr
Dyrefri antistoffer giver væsentlige videnskabelige fordele
Professor Dübel afsluttede sit indlæg med at fremlægge konklusionerne fra en rapport om antistoffer, som blev udarbejdet i år af EURL-ECVAMs videnskabelige rådgivende udvalg (ESAC), hvor professor Dübel selv er medlem (tillige med Dr Alison Gray). Udvalget skriver i rapporten, at teknologien bag dyrefri rekombinante antistoffer er veletableret og veldokumenteret, at dyrefri antistoffer tilbyder væsentlige, ekstra videnskabelige fordele, og at dyrefri antistoffer kan erstatte konventionelle antistoffer til langt de fleste formål. Endelig konkluderer det videnskabelig udvalg, at dyrefri rekombinante antistoffer vil forbedre reproducerbarhed i forsøg og vil have en positiv indvirkning på samfundet. I skrivende stund forventes rapporten udgivet meget snart.

Scan koden med din mobiltelefon