Det spørgsmål stiller Dr. Donald Ingber i en artikel i tidsskriftet Advanced Science, hvori han stiller en række kritiske spørgsmål.

Dr. Ingber er ekspert inden for organchip-teknologier og stiftende direktør for Wyss Institute for Biologically Inspired Engineering ved Harvard University.

Hans artikel fra oktober 2020 indleder med en overvejelse om dyremodeller nøjagtigt kan forudsige menneskelige resultater, idet han bemærker den høje fejlprocent for dyremodeller, der anvendes til 1) at forudsige sikkerhed og effektivitet af lægemidler til mennesker, og 2) undersøger de iboende biologiske forskelle mellem mennesker og de dyr, der bruges til at modellere menneskelige forhold.

I denne diskussion stiller han også spørgsmålet: har forskere i årenes løb udviklet lægemidler, der på grund af negative resultater i dyreforsøg −så midlet blev kasseret − kunne have reddet eller forbedret menneskeliv, hvis de var gået videre til kliniske forsøg i mennesker?

Artiklen ser derefter på levedygtige cellebaserede alternativer til brugen af ​​dyremodeller inden for forskning, og fremhæver her a) menneskelige organoider, b) organer-på-en-chip-modeller og c) modeller, der kombinerer flere modeller af enkelte organer-på-en-chip, og diskuterer styrken og svagheden ved disse modeller.

Dr. Ingber konkluderer, at “mange dyremodeller er fysiologisk irrelevante, når det drejer sig om menneskelig sygdom, og det bør derfor frarådes at kræve brug af en dårlig dyremodel med det formål at tilfredsstille bevilgende råd og videnskabelige tidsskrifter.” Han hævder endvidere, at menneske-relevante organ-på-en-chip-modeller “giver mere fysiologisk og klinisk relevante prækliniske modeller til at studere både patofysiologi og farmakologiske reaktioner end mange dyreforsøg.” Han fortsætter, at det åbenbart kræver mere tid at overbevise forskere, der er afhængige af dyremodeller, om værdien af ​​disse dyrefri metoder.

Dr. Ingber slutter med at sige: ”Da vores kollektive interesse er menneskers sundhed, bør vores mål ikke være at validere resultater med dyr, men snarere med mennesker, for i sidste ende ved vi alle, at mus ikke er mennesker.
Måske er det på tide, at de råd og fonde, der bevilger forskningspenge, og de tidsskrifter, der vurderer og publicerer videnskabelige artikler, accepterer denne virkelighed.”

“Da vores kollektive interesse er menneskers sundhed, bør vores mål ikke være at validere resultater med dyr, men snarere med mennesker, for i sidste ende ved vi allle, at mus ikke er mennesker.”