Rengøringsmidlernes snavsede hemmeligheder
Tag en lille beslutning med en stor virkning: køb kun rengøringsmidler, der ikke er testet på dyr…
Filmens producent (efter idé fra Forsøgsdyrenes Værn): Rebecka Llerena.
Hvert år anvendes forsøgsdyr verden over til udvikling og testning af rengøringsmidler. I et konstant forsøg på at øge deres salg ”opfinder” producenter af rengøringsmidler hele tiden nye produkter: “Ny forbedret…”, “Endnu hvidere…”, “Endnu friskere…”, “Nu med ny duft…” – enhver ændring i indholdsstoffer kan medføre flere dyreforsøg.
Desværre er det stadig kun et fåtal af producenter, der tager hensyn til dyrene. Loven kræver kun, at et produkt testes på dyr, hvis det indeholder nye (ikke-testede) stoffer. Producenterne kunne undgå enhver brug af forsøgsdyr, hvis de blot nøjedes med at benytte sig af kendte stoffer, der er klassificeret som sikre. Fremtidige sikkerhedstestninger bør ske med nye testmetoder, der ikke gør brug af dyr.
Mange firmaers ønske om en stadig stigende indtjening er tilsyneladende vigtigere end medfølelse med dyrene. Og vi forbrugere lader os forføre af reklamerne, og glemmer forsøgsdyrenes lidelser…
Hvilke produkter kan jeg anvende i stedet?
Hvis du vil undgå at bruge rengøringsprodukter, som er testet på dyr, så findes der en række alternativer. Se efter produkter, der er mærket med den springende kanin (se til venstre). Bemærk også at selvom et produkt omtales som grønt, allergitestet, økologisk eller miljøvenligt kan det sagtens være testet på dyr!
Hvad kan du gøre?
■ Køb kun produkter, der er mærket med den springende kanin, hvilket betyder, at de er certificeret i henhold til HHPS (Humane Household Products Standard). Mange helsekostforretninger forhandler disse produktserier.
■ Påvirk din kommune: få din kommune til at udføre rengøring med dyrevenlige produkter. Læs mere om vores kommunekampagne hér.
■ Spørg efter ikke-dyretestede produkter. Det er ofte op til butiksbestyreren i det enkelte supermarked, hvilke mærker han/hun ønsker at føre. Ved gentagne gange at efterspørge ikke-testede produkter (og ved iøvrigt at nedsætte dit forbrug af rengøringsmidler) er du med til at gøre en aktiv indsats for forsøgsdyrene!
■ Send et brev til den butik hvor du oftest handler, eller til en eller flere af supermarkeds-kæderne.
■ Skriv protestbreve til supermarkeder, der lader deres egne mærker inden for husholdningsprodukter, teste på dyr. Fortæl dem, at det er muligt at købe ikke-dyretestede produkter i andre forretninger, så hvorfor ikke hos dem? Fremfør høfligt, at så længe de fortsætter med at lade deres egne mærker teste på dyr, vil du købe dine rengøringsartikler, vaskepulvere m.m. i andre forretninger, der fører HHPS-mærkede produkter.
■ Bliv medlem af Forsøgsdyrenes Værn. Jo flere vi er, desto større gennemslagskraft har vore kampagner. Få venner, familie og kolleger til også at blive medlemmer.
■ Uddel foldere, ophæng plakaten på synlige steder, hvor mange vil se den, og fortæl familie, arbejdskolleger og venner, at vi har brug for deres hjælp til at sige nej til rengøringsprodukternes snavsede hemmeligheder. Rekvirér kampagnemateriale hér.
■ Undgå at anvende kemiske rengøringsmidler – så er du også miljøvenlig! Læs her om nogle alternativer til almindelige rengøringsprodukter.