Livet i det fri giver et bedre immunforsvar. Derfor kan forskning med forsøgsmus give vildledende resultater.

Gennem millioner af år har vort immunforsvar udviklet sig i et miljø, hvor vi kontinuerligt udsættes for bakterier og andre infektioner. Alligevel baserer vi en stor del af vor medicinske viden på forsøg udført på mus, som lever  næsten helt isoleret fra normale miljøbakterier og sygdomsfremkaldende organismer. Hvad gør sådanne unaturlige levevilkår ved forsøgsmusens immunsystem og hvilken betydning har det for forskningsresultaterne?

Et studie af vilde mus, som fornylig blev publiseret i tidsskriftet Molecular Ecology, styrker hypotesen om, at de mange udfordringer, som normalt er tilstede i det omgivende miljø, er nødvendige for at gøre immunforsvaret i stand til at bekæmpe infektioner og kræft, og for at vacciner virker som de skal.

Undersøgelsen er udført af førsteamanuensis Preben Boysen og professor Anne Storset, begge Norges Veterinærhøjskole, og Dag Marcus Eide fra Det Nationale Folkehelseinstitut og viser, at naturlige dræberceller (NK-celler) hos vilde husmus er mere aktive end NK-celler hos mus, der lever i et hygiejnisk laboratoriemiljø. Forskerne stiller derfor spørgsmålet: kan forskning med forsøgsmus give misvisende billeder af vigtige immunreaktioner?

Sygdomspåvirkning modner dræbercellerne

   
De naturlige dræberceller er centrale aktører i udviklingen af immunreaktioner ved vaccination, infektion og kræft. Disse processer finder sted i lymfeknuderne, og for at dræbercellerne skal søge derhen og modnes, så må dyret jævnligt blive udsat for små og store infektioner. Hos mennesker og husdyr er dræbercellerne a

t finde i lymfeknuderne, men hos forsøgsmus er de stort set fraværende.

De tre forskeres studie viser, at vilde mus har et højere ni

veau af dræberceller i deres lymfeknuder –  altså mere lig mennesket – end deres artsfæller i laboratoriet. Dræbercellerne har også et højere aktivitetsniveau hos de vilde mus. Det kan betyde, at de almindelige forsøgsmus ikke har et fuldt udviklet immunsystem.

Disse fund kaster også lys over ny forskning som har vist, at dræberceller kan udvikle hukommelse overfor tidligere sygdomme, og at de kan overleve i denne tilstand i længere tid. Det har udfordret den opfattelse, at dræberceller har kort levetid og ikke evner at lære af en tidligere infektion. Man har hidtil  ment, at hukommelse om infektioner og vaccinationer er egenskaber, som har været forbeholdt B- og T-lymfocytter. Måske er de aktiverede dræberceller hos vilde mus modne celler, som er udviklet efter tidligere ’erfaringer’?

Konsekvenser for forskning med brug af forsøgsmus 
Der er grund til at mene, at infektionspresset hos vilde mus ligger tættere på dét mennesket udsættes for til hverdag, end dét mus i forsøgslaboratorier udsættes for. Forskernes opdagelse kan betyde, at vigtige dele af immunapparatet hos forsøgsmus er væsentlig anderledes end hos dyr og mennesker, som lever i naturlige miljøer.

De nærmest sterile omgivelser kan gøre forsøgsmus mindre modstandsdygtige over for infektioner og kræft, og musene kan reagere dårligere på visse vacciner.

Forskningsresultaterne kan få konsekvenser for, hvordan immunologiske studier på forsøgsmus tolkes.

[socialring]