Organ-on-a-chip
Mikrofluidik chip er et par centimeter store plastfliser med kanaler, hvor luft og væsker kan passere. Menneskelige celler (fra iPS-celler) tilsættes til en mikrofluidik chip, der har luftstrøm og væskestrøm, for at skabe en kompleks model af hvordan eksempelvis lunge, hjerte, eller tarme egentlig fungerer. Disse modeller af menneskelige organer kaldes ”organ-on-a-chip”.
En model af til eksempel en lunge indeholder lungeceller og et mekanisk system af luftstrømme og blodgennemstrømning, for at efterligne menneskelige organer så meget som muligt. De forskellige celler som bruges til at opbygge de kunstige organer på disse plastfliser skabes gennem iPS-teknik.
På den måde skaber forskere kunstige organer, og i disse ’organs-on-a-chip’ kan man blandt meget andet teste effekten af lægemidler, samt kemikaliers og andre substansers giftighed.
Forskeren Anna Herland befinder sig p.t. i USA for at lære meget mere om den nye metode. Hun vil derefter anvende sin viden til at forske i Sverige.
Anna Herland: ”Dels er det et etisk dilemma at anvende dyr til forsøg, og dels fungerer dyreforsøg ofte ikke. De resultater man får fra studier på mus, rotter eller andre dyr, kan man ganske enkelt ikke oversætte til noget, som vil fungere i mennesker. Man ser oftere og oftere, at de lægemidler, som er fremkommet ved tests på dyr, ikke virker som man troede, når først de gives til mennesker over en længere periode. Fra første test (som gøres på dyr), til det kommer ud på markedet, er det mindre end syv procent som fungerer i mennesker.” Gnavere og mennesker adskiller sig simpelthen alt for meget.
”Jeg håber på, at de tests vi udfører, vil eliminere mange lægemiddelkandidater, som alligevel ikke ville fungere i mennesker” fortsætter Anna Herland. Ved først at teste et lægemiddel på modeller af menneskelige organer, istedet for først at teste på dyr, kan man sigte de lægemiddelkandidater fra, som alligevel ikke ville fungere i mennesker. På den måde kan man spare mange forsøgsdyr og tests. Man kan desuden sammenkoble flere forskellige organ-modeller, for at skabe endnu mere komplekse modeller.