Kan man uddanne sig uden dyreforsøg?
Danmark halter bagud
Danmark er ude af trit med udviklingen, når det drejer sig om at tage alternative metoder i brug. Metoder der bl.a. kan erstatte de dyreforsøg, som studerende på landets universiteter i dag tvinges til at udføre.
Der hersker tilsyneladende stor uvidenhed hos universitetets lærerkræfter, når det gælder de nyeste undervisningstilbud, og de studerende går glip af teknologiske og pædagogiske muligheder. Men det ser også ud til, at universiteterne ikke overholder Lov om Dyreforsøg som fastslår, at dyr ikke må anvendes til forsøg, hvis der findes andre egnede metoder. Eftersom mange udenlandske universiteter anvender de ny undervisningsmetoder, og deres studerende består deres eksaminer, så kan man altså ikke affærdige de mange nye værktøjer med, at de ikke er lige så gode som metoder med brug af levende dyr.
En anden vigtig side af sagen er den forråelse, som følger af gennem hele studieforløbet at blive præsenteret for den holdning, at dyr er noget man kan anvende uden moralske eller etiske overvejelser. At mange studerende føler sig kede af eller utilpas ved at skulle udføre forsøgene er en kendsgerning, som vi regelmæssigt præsenteres for i Forsøgsdyrenes Værn. Men et faktum er det også, at den studerende ofte er meget autoritetstro, og lærernes manglende vilje til at ændre gammelkendte metoder fører som regel til, at den studerende tilpasser sig. Det er synd, for man kunne indvende, at man måske netop bliver en god dyrlæge eller læge, hvis man allerede i studietiden viser medfølelse og indlevelse.
Læs mere:
Dyrlægeuddannelse uden brug af dyreforsøg
Træning af kirurger? Brug virtual reality!
Den virtuelle hund
Den kunstige ko