Er dyremodeller så gode som man tror?
Ph.D. Biomedical Science and Engineering, Kenneth Kastaniegaard, Biogenity
Stort set alt hvad vi gør resulterer i et dataspor, og mængden af data vokser så eksplosivt, at verdens samlede mængde data fordobles hvert tredje år. Denne enorme mængde data kaldes Big data og de indebærer nye muligheder for bl.a. analyse. Der er et stort behov for Big Data-analyse i medicinalindustrien.
Biogenity’s vision er, at optimere lægemiddeludvikling gennem big data. Ønsket er at forbedre hypotesetest gennem eksisterende data og øge gennemsigtigheden mellem sygdomme og dyremodeller og således skabe grundlaget for at eliminere visse dyreforsøg.
Når man udvikler ny medicin, er Big Data-analyse af gen- og proteinudtryk meget værdifuld, da det kan øge succesraten og dermed spare virksomheder millioner af kroner i lægemiddelforsøg og derved dyreforsøg.
Traditionelt kræver en Big Data-analyse inden for disse typer af data en biostatistiker til at udføre det manuelle og tidskrævende arbejde. Derfor ligger den type analyse i en prisklasse, som kun store farmaceutiske virksomheder har råd til.
Biogenitys teknologi er baseret på kunstig intelligens og mindsker det manuelle arbejde i Big Data-analyse ved brug af maskinlæring. Teknologien vil dermed reducere tid og omkostninger og gøre Big Data-analyse tilgængelig for små og mellemstore virksomheder.