Debatmøde om dyreetik
Verdensdagen for Forsøgsdyr den 24. april valgte Forsøgsdyrenes Værn i 2014 at markere ved at invitere den svenske forfatter Pelle Strindlund til København for at debattere dyreetik. Det skete med udgangspunkt i hans bog ”Jordens Herrar”, som giver et imponerende overblik over polemikken omkring slaveriets afskaffelse og nutidens debat om undertrykkelse af dyr. En skarp, stringent og tankevækkende argumentation, som effektivt afliver myten om dyrevelfærd i dagens samfund.
”Det er lykkedes tidligere generationer at ophæve barbari. Det kan vi også gøre.”
Debatlysten efter Pelle Strindlunds oplæg var stor, og det gav en meget varieret og spændende udveksling af tanker om dyr, holdninger til den mangel på respekt for dyr, som desværre præger dagens Danmark, og tanker om hvad vi hver især kan gøre, og hvordan vi kommer videre.
Undertrykkelse af dyr ses i dag som noget selvfølgeligt og helt naturligt. Den som hævder noget andet bliver som oftest gjort til grin eller bliver mødt med forargelse i dagens debat om den animalske industriproduktion, brugen af dyr til forsøg og som underholdning. Præcis sådan var situationen også i 1700- og 1800-tallet med den forskel, at det da var et forsvar for mennesker, det handlede om. Dengang hævdede et flertal af hvide mennesker, at det var deres ret at herske over sorte mennesker.
Strindlunds bog fik overvældende gode anmeldelser, da den udkom. Læs mere under Etik, Boganmeldelser.
Pelle Strindlund er journalist og uddannet i religionsvidenskab.