Den pris dyrene betaler

Uddrag af professor Joel Marks artikel ”Accept No Substitutes: The Ethics of Alternatives”

“Når vi tænker på omkostningerne og fordelene ved dyreforsøg, er det naturligt − desværre − at antage, at kun omkostninger og fordele for mennesker er relevante. Men der er andre væsener, hvis velfærd påvirkes, nemlig de dyr, som eksperimenterne udføres på. Af alle mulige årsager er denne kendsgerning stort set blevet overset i det meste af medicinens historie. I mange argumentationer til fordel for dyreforsøg, er dyrs fundamentale evne til at føle smerte blevet benægtet af både biomedicinske forskere og filosoffer. [6]

Naturligvis er dette synspunkt på ingen måde det medicinske samfunds nuværende konsensus. Undervejs har etologer og andre − inklusive dyreforsøgsudøvere − bekræftet, hvad enhver kæledyrsejer allerede ved: at ikke-menneskelige dyr ikke kun oplever smerte, men også anden form for lidelse og mange andre følelser. [7] Det er derfor indlysende, at uanset hvilke fordele mennesker får ved dyreforsøg, skal de ikke kun afvejes i forhold til omkostningerne for mennesker − inklusive omkostningerne ved at afvise eventuelle lovende behandlinger på grund af deres ineffektivitet eller skade på andre arter og at knappe ressourcer tages fra effektive forebyggende regimer − men også i forhold til omkostningerne for dyrene. Uden tvivl betyder det også, at i en vurdering af disse omkostninger – mere end blot at samle erfaringer fra dyreforsøgene – indgår også interesser, der rækker videre og hér vil interessen for at fortsætte med at leve være den mest fremtrædende [8], da langt størstedelen af ​​forsøgsdyr dræbes ved forsøgenes afslutning. [9]

Når vi ser på ​​alle omkostningerne for forsøgsdyrene skal vi ikke kun tage højde for mængden og graden af ​​deres lidelser og de modvirkende interesser, men også på antallet af berørte dyr. Antallet er titusinder af millioner, og af disse udsættes et væsentlig antal for smerte, der ikke kan afhjælpes og lidelse af varierende sværhedsgrad. [10] I forhold til den pris dyrene betaler skal vi derfor afveje fordelene for mennesker − og dyr. (I EU opererer man med ”væsentlig gavn”-princippet, som vurderes af de personer, der sidder i det råd, som regeringen sammensætter. Red.).

Hvordan skal en sådan vurdering foretages? Der er to hovedproblemer her. For det første skal den reelle pris – dyrenes lidelse og modsatrettede interesser – afbalanceres mod en spekulativ fordel såsom en kur mod kræft eller opdagelsen af ​​et nyt smertestillende middel. Jo større kløften mellem førstnævnte sikkerhed og sidstnævnte usikkerhed er, desto mindre retfærdiggør sidstnævnte førstnævnte. Det andet problem ved denne form for beregning er, at der er behov for et fælles mål for at sammenligne de forskellige værdier. Især ønsker man at vide, hvordan smerte og nød og en eventuel mistet mulighed for at en ny ”opfindelse” skal vurderes på tværs af arter.

Her skal man være opmærksom på den uundgåelige bias, som mennesker anvender i deres vurderinger af andre dyrs velfærd og interesser. Skævheden fungerer undertiden til dyrenes tilsyneladende fordel, som når vi behandler kæledyr, som om de var medlemmer af vores egen menneskelige familie. Men i mange andre tilfælde lukker vi helt ude af vores sind, hvad dyrene skal gennemgå. Når dyr bruges til menneskelige formål, såsom at levere mad, tøj og medicin, så undlader vi bl.a. helt at forholde os til deres faktiske lidelse eller den frihed der fratages dem. Vi holder ikke dét dyrene må gennemgå op mod hvordan vi selv ville føle under de samme omstændigheder.

Derved udelukker vi også de ikke-menneskelige dyrs ret til at opleve verden på den måde hun eller han måtte ønske. Hvis hver af os, uanset hvilken slags dyr vi måtte være, kun har dette ene liv at leve, kan vi så ikke konkludere, at en rottes liv har lige så stor værdi for hende eller ham, som et menneske har for ham eller hende? Man kunne måske endda argumentere, at fordi en rotte har en meget kortere forventet levetid, så kan det for en rotte være et argument for, at rottens få resterende år har større snarere end mindre værdi? [11] På hvem hviler bevisbyrden med denne slags spørgsmål? Er problemet overhovedet til at løse? Og hvis det ikke er tilfældet, skal vi så ikke lade tvivlen komme de dyr til gode, som vi har absolut magt over, og i hvis udnyttelse vi har en stærk interesse?

Således er de forskellige overvejelser, der bærer etikken i dyreforsøg. Kan der drages nogen konklusion? Jeg vil sige ja. Den ene er, at den eneste sikre grund til, at vi tillader dyreforsøg er, at vi har magten og ønsker at bruge den til egen fordel [12] . Dette er egentlig ikke en begrundelse; det er, at “might is right” – eller ”survival of the fittest” – at vi kan udnytte dyrene til bredere menneskelige formål. Nogle dyreforsøg udføres for at fremme såkaldt dyrevelfærd. Imidlertid “ofrer” man hér ikke kun individet af hensyn til arten, men gør det også typisk i forbindelse med det bredere menneskelige formål at udnytte dyrene. Som når vi holder dyr under helt unaturlige forhold, så de lige akkurat lever, og fodrer dem så de overlever, for så at slagte dem og spise dem”.