forsøgsdyrenes værn

Blodkræftforskning med ny teknik

Forskeren Anna Fyrberg ved Linköpings Universitet arbejder med at udvikle nye lægemidler til behandling af blodkræft. I sin forskning anvender hun RNAi-teknik på dyrkede menneskeceller, istedet for mus knockout-mus.

Acute_leukemia-ALLLeukæmi (blodkræft) er et lille forskningsområde, og dødeligheden på grund af denne sygdom per år er lav sammenlignet med for eksempel dødeligheden på brystkræftområdet. Antallet af nyopdagede tilfælde af leukæmi per år er også få, og af den grund har farmaceutiske virksomheder ikke det store incitament til at hælde mange forskningspenge i sygdommen. For nogle typer af blodkræft har udviklingen af lægemidler været så langsom, at en række af de lægemidler og behandlingsmetoder, der anvendtes i 70’erne, fortsat er i brug.

Mange patienter udvikler resistens mod de kemoterapeutiske stoffer der anvendes. Resistensen beror på, at de enzymer, der kan aktivere stoffet inde i cellen, mindskes eller helt ophører med at findes i cellen. For at efterligne og studere dette fænomen, har Anna Fyrbergs forskergruppe udviklet en metode som indebærer, at de ved hjælp af en teknik kaldet RNAi meget hurtigt kan reducere aktiviteten af disse enzymer i cellerne. I leukæmipatienter kan det tage måneder eller år førend det sker, men med RNAi-teknikken kan det ske på et par dage.

Anna Fyrbergs forskning inkluderer resistensstudier og testning af substanser med henblik på at udvikle nye lægemidler. Blandt andet er det aktuelt at teste om lægemidler, som er virksomme ved andre kræftformer, også har en effekt på leukæmi. De modeller der udvikles, vil også blive anvendt til at vælge den rigtige medicin til den enkelte patient. Fyrberg ønsker at udvikle lægemidler, der også har celledræbende effekt i celler, der allerede er blevet resistente over for de klassiske lægemidler.

Anna Fyrberg finder, at der er mange fordele ved at anvende cellekulturer istedet for musemodeller: “Metoden med celler er hurtigere, enklere og billigere. Desuden er der rent genetisk artspecifikke forskelle mellem mennesker og mus, hvilket betyder, at resultaterne ikke er direkte omsættelige. Derfor føler jeg, at det giver langt mere pålidelige resuktater, at arbejde med humane cellemodeller”.