forsøgsdyrenes værn

Red Sct. Hans-aberne!

Seneste opdatering:

Kampagnen sluttede tragisk
Trods postkortkampagne, forhandlinger med Sct. Hans Hospital og henvendelse til Hovedstadens Sygehusfællesskab endte sagen om Sct.Hans-aberne ikke som vi havde ønsket. En anden dyreværnsforening blandede sig desværre i sagen, med et trist resultat til følge: hensynet til Sct. Hans Hospitals frygt for, at offentligheden fik de mest belastede aber at se, blev tilgodeset. Derfor blev en del af aberne aflivet. Ligeledes blev zoologiske haver’s ønske om at få ”avlsmateriale” bestemmende for, at andre af aberne nu er endt dér. Det begræder vi. Vi tog i vor løsningsmodel (at samtlige aber blev overført til det hollandske rehabiliteringscenter Stichting Aap) alene hensyn til dyrene. En biolog og etolog fra det hollandske center besøgte aberne og vurderede, at centret ville være i stand til at socialisere dem. Forsøgsdyrenes Værn finder, at der er udvist en total mangel på respekt for forsøgsaberne som individer og deres helt specielle situation. Aberne betaler prisen ved dels at komme i ukyndige hænder og dels blive aflivet. Det har intet med dyreværn at gøre. En hjertelig tak skal lyde til alle medlemmer, der støttede vor kampagne både moralsk og økonomisk.Tidligere opdatering:

På det psykiatriske hospital Sankt Hans sidder der et antal forsøgsaber, som i op til 21 år har været anvendt i yderst belastende forsøg.

Med det formål at få aberne frigivet har Forsøgsdyrenes Værn længe arbejdet på et løsningsforslag, som vi kunne præsentere for de ansvarlige. Vore anstrengelser resulterede i, at vi fik en god aftale med et rehabiliteringscenter for aber i Holland, som indvilligede i at overtage aberne. Centret har mange års erfaring i at socialisere og rehabilitere specielt forsøgsaber, hvilket kræver en helt særlig indsats. På et møde med de ansvarlige på hospitalet præsenterede vi vort forslag, og på et senere møde fremførte Sct. Hans Hospital, at de ville afvikle anvendelsen af aberne inden for et år og at de ville indkalde til et nyt møde i begyndelsen af 2003. Men månederne er gået, og trods høflige henvendelser fra bl.a. det hollandske centers ledelse, så er der ikke kommet et møde i stand.

Den person der har haft tilladelse til at udføre forsøgerne på aberne på Sct. Hans Hospital er overlæge Jes Gerlach. Han er ansat på Sct. Hans Hospital.. Jes Gerlach er formand for PsykiatriFonden, som har til formål bl.a. at udbrede kendskabet til psykiske lidelser og støtte forskningen. PsykiatriFondens præsidium består af en række prominente personer. Om disse personer er klar over hvad de lægger navn til er uvist.

Forsøgene på Sct. Hans- aberne har været støttet af bl.a. Lundbeckfonden, Lundbeck & Co, Novo Nordisk A/S, Ivan Nielsens Fond for personer med specielle sindslidelser, Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd.

I et brev til hollænderne nævner hospitalets ansvarlige tværtimod, at nogle af aberne måske skal aflives, og de har nu også involveret danske zoo-folk, som har fundet ud af, at nogle af aberne er interessante rent genetisk. Danske zoo-folk er imidlertid helt ukyndige, når det drejer sig om rehabilitering af forsøgsdyr, og er alene interesseret i dyrene ud fra en avlsmæssig synsvinkel. Abernes velfærd er vigtigere, synes vi. Forsøgsdyrenes Værn og det hollandske center er nu i et halvt år blevet holdt hen med snak! Forsøgsdyrenes Værn fastholder, at det er hensynet til abernes velfærd, der skal have første prioritet. Vi fastholder, at det skal være de erfarne folk på det hollandske rehabiliteringscenter, der skal vurdere aberne. De er eksperterne! Vi finder det dybt beskæmmende, at Sct. Hans Hospital kan indtage en så kynisk holdning til disse aber, som de i årevis har brugt i stærkt belastende forsøg.
Oprindelig kampagne:

Red Sct. Hans-aberne!

På Sct. Hans Hospital anvendes aber til psykiatriforsøg

– Helliger målet midlet?

I mere end 30 år har man anvendt aber i psykiatriforsøg i Danmark. Aberne anvendes i udviklingen og testningen af psykofarmaka – medicin der anvendes til mennesker med psykiske lidelser. Produktionen af psykofarmaka og såkaldte lykkepiller har aldrig været større. Informationen om de forsøg på dyr der går forud, har aldrig været mindre.

“Alle aberne blev nervøse, reagerede på ganske lidt stimuli såsom knipsen med fingrene eller støj forårsaget af de andre dyrs aktivitet. To af aberne blev ekstremt ængstelige og flåede desperat i buret under hele observationsperioden. En af aberne reagerede ved at bide i buret”. Ovennævnte er et uddrag af en videnskabelig artikel om resultaterne fra et forsøg med psykofarmaka udført på aber. Denne type forsøg foregår på forsøgsinstitutter i Danmark og har stået på i mere end 30 år.

På et af forsøgsinstitutterne st hanshar flere af aberne siddet isoleret i deres bure i over 16 år. Forsøgene er et led i afprøvning af psykofarmaka og dets bivirkninger. Forsøgene er godkendt af Justitsministeriets Dyreforsøgstilsyn og de samme aber anvendes i forsøg efter forsøg. At eksemplerne omhandler aber, er en tilfældighed. Mindre dyr som mus og rotter er også foretrukne ”modeller”. At også disse dyr kan føle stor angst og anden psykisk smerte er deres store anvendelse i psykiatriforskningen et bevis på.

Både aber, rotter og mus er hvirveldyr og er omfattet af Lov om Dyreforsøg. Forsøg af ovennævnte art har været støttet af bl.a. Lundbeckfonden, af Lundbeck & Co, af Novo Nordisk A/S, af Ivan Nielsens Fond for personer med specielle sindslidelser, af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd og af Skizofrenifonden. I Danmark er antallet af mennesker der får en psykisk lidelse stigende. De belastninger det psykisk syge menneske og, ikke at forglemme, dets pårørende må gennemgå kan være meget store. Men helliger målet midlet?

Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer”.

fra § 2. Dyreværnsloven

Aberne i omtalte psykiatriforsøg sidder i bure på ca 0,7 x 0,7 x 0,85 m. Aberne sidder alene i hvert sit bur.

En holdning der ofte kommer til udtryk er: hvis der er mulighed for at vi kan afhjælpe lidelse hos et menneske, så er vi ligeglade med, at vejen til at opnå dette er brolagt med lidelse og død – blot lidelsen og døden er overgået andre arter end vor egen.

Menneskelivet er ikke helligt og ukrænkeligt på alt andet levendes bekostning…”, skrev Karen Blixen i starten af 1950’erne. I Forsøgsdyrenes Værn må vi spørge ”hvem skal beskytte dyrene mod menneskets mangel på moral?” Svaret må blive, at det skal selvfølgelig mennesket, ved at fastholde sin egen moral og udvide den til også at omfatte dyrene. Befolkningen får konstant at vide, at dyreforsøg er ”nødvendige” for at man kan komme videre på dette eller hint forskningsområde. Men hvem er det, der fortæller os det? Det er bredt benævnt medicinalindustrien, som er en af verdens største økonomiske magtfaktorer og som har enorme økonomiske interesser i at få et produkt på markedet, som henvender sig til en potentielt stor ”kundekreds”. I dette tilfælde den stadigt voksende gruppe af psykisk syge.

Forskningen i psykiske lidelser retter sig i høj grad mod at finde medikamenter, der kan lægge låg på de såkaldte ”syge tanker” eller dæmpe følgevirkningerne heraf. I forsvindende lille grad retter den sig mod årsagerne til det menneskelige sinds nedbrud. Det er heller ikke i medicinalindustriens interesse. Men det burde være i samfundets interesse.

I disse år dukker ordet etik op i næsten enhver sammenhæng. Etik i relation til forsøg på dyr bliver også nævnt, men praktiseres det? Og er det overhovedet muligt i den forbindelse at tage ordet etik alvorligt, når det drejer sig om, at dyr bevidst påføres lidelse? Blandt andet er den medicin der tilbydes den psykisk syge udviklet på basis af dyreforsøg, som de fleste nok vil betegne som ualmindeligt modbydelige. Enhver fantasi om dét forsøgsdyr udsættes for i disse forsøg slår slet ikke til. Forsøgsdyrenes Værn vil påstå, at kun personer der på den ene eller anden måde har personlige eller økonomiske interesser i dyreforsøg eller som er blottet for evnen til indlevelse, vil benægte dette.

Når forskning med brug af dyr kritiseres, er svaret som oftest at ”forsøgene er godkendt af Dyreforsøgstilsynet”, og det bliver ofte hævdet, at vi har ”verdens bedste forsøgsdyrslov”. Alt er som bekendt relativt, men ser man på de dyreforsøg, der tillades i Danmark, må man blot konstatere, at så er den lov ikke god nok! Det kom i øvrigt med al ønskelig tydelighed frem i Journalen’s udsendelse De hemmelige dyreforsøg, som blev sendt på DRTV i september 2000. I øjeblikket accepterer det danske samfund tilsyneladende en næsten uendelig jagt på ”midlet” – mod snart sagt alt. Og det accepteres, at grænsedragningen for hvad man kan tillade sig over for andre levende væsener, trækkes af dem, der har store økonomiske eller andre interesser på området. Man kan tvivle på, om vi mennesker får nogen let gang på jorden, så længe vejen til den mulig. Uddrag fra artikler der beskriver abernes lidelser (eksempler fra perioden 1985 – 2001)

“Alle aberne blev nervøse, reagerede på ganske lidt stimuli såsom knipsen med fingrene eller støj forårsaget af de andre dyrs aktivitet. To af aberne blev ekstremt ængstelige og flåede desperat i buret under hele observations-perioden. En af aberne reagerede ved at bide i buret«….. »Tre af aberne savlede voldsomt, én havde skum om munden”…
European Journal of Pharmacology, bind 4, hæfte 186, 1, 1990.

“Alle aberne bevægede sig meget langsomt eller stod i stivnede, bizarre stillinger eller hang sløve med stive muskler i burets tremmer. Tre af aberne havde rystelser i moderat grad og øget spytproduktion, medens to andre aber havde mindre rystelser. Rystelserne begyndte inden for 15 minutter, medens spytafsondringen viste sig ret sent i forløbet (3-4 timer efter indsprøjtningen)”…
European Journal of Pharmacology, bind 118, hæfte 3, 1985.

“Dyrene (aberne.red.) fór rundt i buret, idet de ind imellem kastede sig mod burets tremmer. Denne reaktion nåede et maksimum//højdepunkt ca. 30 min. efter indsprøjtning (af det stof der testes for, red.). Efterfølgende kollapsede dyret, gik i koma og døde timer senere – mest sandsynligt af skader på hjernen/hjernelæsioner”…
Biological Psychiatry, No.50, 2001.

“Sværhedsgraden af syndromet varierede fra stive bevægelser eller stillinger til ekstreme kloniske, muskulære bevægelser, idet aberne blev meget ængstelige og bed i buret”…
European Journal of Pharmacology, bind 4, hæfte 186, 1, 1990.

“Efter 5 minutter blev aberne ængstelige, udviste øget reaktion overfor observatøren og bevægede sig hurtigt rundt i buret. 15 minutter efter indsprøjtningen begyndte aberne at udføre stereotype bevægelser, såsom at rokke med hovedet og vedvarende flytte vægten fra den ene pote til den anden. Således var abernes adfærd efter 40 minutter totalt domineret af stereotype monotone bevægelser. Den øgede aktivitet fra begyndelsen af forsøget tog tilsvarende af efter 40 minutter og blev erstattet af en »autistisk« tilstand, hvor aberne ikke syntes at reagere på ydre stimuli i flere timer”…
European Journal of Pharmacology, bind 118, hæfte 3, 1985

“Hvert dyr havde sin egen karakteristiske reaktion. Medens nogle aber bevægede sig rundt i buret, i et fast mønster hvor de foretog de samme bevægelser, blev andre siddende på samme sted, idet de bevægede hovedet fra side til side i hurtige, afsøgende bevægelser. Nogle af aberne så ud til at have hallucinationer, idet de for eksempel stirrede på et bestemt punkt, selvom der tilsyneladende ikke var noget dér af interesse for dem”…
Neuropsychopharmacology, vol. 20. No. 1, 1999

Brev til bestyrelse for Hovedstadens Sygehusfællesskab

Kære bestyrelse for Hovedstadens Sygehusfællesskab, På det psykiatriske hospital Sankt Hans sidder der et antal forsøgsaber, som i op til 21 år har været anvendt i yderst belastende forsøg. Sidste år indledte Landsforeningen Forsøgsdyrenes Værn derfor forhandlinger med Sankt Hans Hospital om at få aberne frigivet og overført til et rehabiliteringscenter for forsøgsaber i Holland – et center, som har stor erfaring i at socialisere og rehabilitere forsøgsaber og som er godkendt af den hollandske regering. Tilsvarende findes ikke i Danmark. Efter to møder indvilligede Sct. Hans Hospital i at frigive aberne inden for et år, men siden er Forsøgsdyrenes Værn og det hollandske centers ledelse blevet holdt hen med snak. Alt tyder på, at Sct. Hans Hospital nu overvejer aflivning af nogle af aberne og overdragelse af andre til danske zoo-folk, som finder visse af aberne interessante rent genetisk. Jeg finder det dybt beskæmmende, at Sct. Hans Hospital kan indtage en så kynisk holdning til disse aber, som de i årevis har brugt i lidelsesfulde forsøg. De vil åbenbart udnytte dyrene til det sidste. Forsøgsdyrenes Værn fastholder at samtlige aber bør overdrages til det hollandske center, som har ekspertisen til at vurdere og socialisere forsøgsaber og det er jeg helt enig i. Undertegnede finder hospitalets fremfærd uklog og oprørende og uden udgangspunkt i reel dyrevelfærd, som har været Forsøgsdyrenes Værns første prioritet. Som skatteyder har jeg i årevis bidraget til bl.a. Sct. Hans Hospitals drift, og jeg opfordrer derfor Hovedstadens Sygehusfællesskab til at sikre, at dyrene overdrages til det hollandske rehabiliteringscenter snarest muligt. Nu bør det være hensynet til aberne, der kommer i første række!
Venlig hilsen